En 31-årig kvinde og hendes 4-årige søn omkom fredag eftermiddag, da der udbrød brand i en lejlighed på 1. sal på Hovedgaden i Mørkøv. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet oplyser, at de pårørende er underrettet om den tragiske hændelse.
Klokken 14.32 blev Vestsjællands Brandvæsen og politiet kaldt ud til branden, som var opstået i en lejlighed over blomsterbutikken Smørblomsten.
I lejligheden blev kvinden og drengen fundet livløse og reddet ud. Der var ikke flere personer til stede i lejligheden.
I forbindelse med branden blev krydset Holbækvej-Hovedgaden-Ringstedvej i Mørkøv spærret og Movia måtte derfor omlægge bustrafikken.
Politiet har tilkaldt assistance fra National Kriminalteknisk Center til at undersøge brandstedet i et forsøg på at finde årsagen til brandens opståen.
Blomsterbutikken har på sin hjemmeside meddelt, at man holder midlertidigt lukket på grund af branden, men håber at kunne åbne snarest.
Seneste opdatering kl. 19.40