Den i dag 18-årige, som er dømt for at planlægge terrorangreb mod to danske skoler, udveksler breve med den drabsdømte Peter Madsen. Det skriver Ekstra Bladet.
Ifølge avisen skal de to have skrevet sammen siden slutningen af juli.
Peter Madsen blev i april måned i år idømt fængsel på livstid for drabet på den svenske journalist Kim Wall. Drabet fandt sted ombord på hans hjemmebyggede u-båd Nautilus. Efter drabet blev liget af Kim Wall parteret og smidt i havet.
Kundbypigen blev dømt for forsøg på terrorisme ved at hun havde forberedt bombesprængning mod to skoler i begyndelsen af 2016 samt legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, da hun under sin frihedsberøvelse i forbindelse med sagen udøvede vold mod en pædagog ved at stikke ham i maven med et stykke fra et knust spejl. Ved byretten i Holbæk blev hun idømt 6 års fængsel, men Østre Landsret forhøjede efterfølgende straffen til 8 års fængsel.
Både “Kundby-pigen” og Peter Madsen afsoner i øjeblikket deres domme i Herstedvester Fængsel i Albertslund.
Ved retssagen mode pigen kom det frem, at hun under varetægtsfængslingen korresponderede med Islamister. En del af korrespondancen blev dengang fremlagt som beviser mod pigen.
Ifølge avisens lørdags udgave, så vil den 18-åriges mor hverken be- eller afkræfte om hendes datter skriver breve med Peter Madsen, men hun er meget bekymret, og på spørgsmålet om, hvorvidt det er bedre at hendes datter udveksler breve med Peter Madsen frem for islamister siger hun til Ekstra Bladet:
– Det er at vælge mellem pest eller kolera i min verden.
Alt om: Kundbysagen