Fra i dag og frem til og med søndag er der vikingemarked på Orø.
Vikinger fra hele Danmark kommer til Orø for at deltage, og Ditte Norlander, der er næstformand for Orø Vikingelaug fortæller, at mange vikinger kommer til Orø år efter år, fordi stemningen på markedspladsen er helt unik. Vi er nok Danmarks mindste vikingemarked, men vi er helt sikkert blandt de hyggeligste.
– På markedspladsen lægges der vægt på, at vikingerne har tid til at tale med gæsterne og byder alle nysgerrige blikke velkommen, for det giver en bedre oplevelse, når gæsterne får lov at høre lidt til historien bag deres køb, hvad enten det drejer sig om et sølvsmykke eller et par håndsmedede søm til en kiste. Vi er ikke bare et vikingesupermarked. Her skal vi fortælle historien om vikingerne og skabe interesse for deres mange håndværk, deres levevis og vise hvordan et lille handlested kunne være på Orø, siger Ditte Norlander og tilføjer:
– Selvfølgelig kan man handle, men her er formidlingen om tiden og vikingerne i højsædet, noget vi er rigtig stolte af at kunne præstere, vise frem og som vikingerne selv elsker.
Arbejdende Værksteder
Alle dage kan gæsterne opleve arbejdende værksteder på det lille marked. Næstformanden fortæller, at det er nøje udvalgte aktører og håndværkere, og gæster er meget velkomne til at kigge og spørge ind til det der laves i de forskellige telte og værksteder.
– Vi er der fordi at vi brænder for det vi laver og den formidling der ligger i vores arbejde og de handelsboder man kan opleve, fortæller Ditte Norlander.
– Vi håber, mange har lyst til at komme og se vikingerne producere deres varer, og måske selv give sig i kast med at smede en kniv, flette bånd eller snuse til nålebinding eller broderi. Alle dage er markedet åbent fra 10-18 og søndag dog til 15. Markedspladsen er åben hele dagen og langt de fleste vikinger, værksteder og boder er i gang så længe der er gæster.
Som gæst til markedet kan man sejle til øen – enten i eget skib eller med en af de to færger. Blot skal man huske på, at der kun er et begrænset antal parkeringspladser til den moderne hestekærre i nærheden af markedet.
– Vi opfordrer bilister til at parkere bilen i Holbæk, tage færgen over og du vil komme sejlende stort set lige ind til vores Vikingemarked. Kommer du som bilist med Østre Færge fra Hammer-Bakke, kan man parkere ved Orø Hallen og eller Forsamlingshuset og gå ned til havnen og markedet. En hurtig og rask tur for glædesfyldte børn og barnlige sjæle, slutter Ditte Niorlander.