23. november 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Økonomiudvalget i Holbæk Kommune har sendt et forslag til effektivisering for ca. 22,5 millioner kroner i høring. Hvis forslagene godkendes, skal en del af pengene omfordeles til politisk prioriterede områder.

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Hvad gør man som kommune, når man allerede er oppe og ramme det serviceloft, som regeringen lægger over den offentlige service, samtidig med at man ser behov for et løft af en række områder?

I Holbæk Kommune forsøger man nu at effektivisere og efterfølgende omfordele pengene. Derfor har kommunens Økonomiudvalg også netop sendt effektiviseringsforslag for i alt 22,5 millioner kroner i høring.

– Vi har en presset økonomi i Holbæk Kommune, og derfor har vi de seneste år måttet beskære dele af den kommunale have så hårdt, at planterne har svært ved at spire igen. Det er vi nødt til at tage alvorligt og bringe områderne på ret kurs igen. Men samtidig er rammerne om vores økonomi også bare sådan, at vi er nødt til at finde pengene til det i det eksisterende budget. Her er effektiviseringer den mest skånsomme metode, siger Christina Krzyrosiak Hansen, borgmester i Holbæk Kommune.

Bedre tid
Målet om at effektivisere for at finde penge til omprioritering blev besluttet i forbindelse med sidste års budgetproces. Her valgte et bredt politisk flertal at igangsætte en effektiviseringsstrategi, der skulle have effekt fra 2019.

Særligt det sidste giver nogle fordele. Blandt andet giver en politisk beslutning midt i året bedre tid til såvel at finde forslagene til effektiviseringer og den efterfølgende implementering af dem.

– Der er sikkert mange borgere og ikke mindst politikere, der er enige med mig i, at de sidste års kaotiske hovsa-besparelser midt i budgetperioderne, ikke førte til de bedste og mest velovervejede beslutninger. Jeg håber, at vi med den her metode kan gøre det smartere og uden så store menneskelige konsekvenser i forhold til både borgere og medarbejdere, siger Christina Krzyrosiak Hansen.

Forhandlinger om arbejdsprogram
Hvilke kommunale områder, der eventuelt skal tilgodeses, hvis effektiviseringerne godkendes, er endnu ikke klart.

– Vi forhandler lige nu politisk om et arbejdsprogram, der skal udstikke retningen for kommunalbestyrelsens arbejde i det kommende stykke tid. Derfor kan jeg endnu ikke sige, hvilke områder, der i sidste ende kan tilgodeses, slutter Christina Krzyrosiak Hansen.

Ifølge aftalen om Budget 2018 skal effektiviseringer sikre 28 millioner i 2019, 56 millioner i 2020 og 84 millioner i 2021 til politisk prioritering.

Effektiviseringsforslagene kan ses på www.holbaek.dk/effektivisering

1 thought on “Vil effektivisere for 22,5 millioner kroner

  1. Hovsa besparelser –

    Det kan borgmesteren ikke lide, og det er hun næppe ene om.
    Men så giver man bare babyen et andet navn – nemlig Effektivisering. Og det lyder jo også meget pænere 🙂

    Nu beskrives Kommunens økonomi på en poetisk måde : Om en have som bliver beskåret så hårdt, at planterne har svært ved at gro.
    Men det får ikke borgerne til at sluge disse nye effektiviseringer.

    Ved at skimme de foreslåede effektiviseringer fremgår det tydeligt, at det er områderne Socialt, Beskæftigelse og uddannelse, Børn og Skole samt Ældre og Sundhed, som må holde for.

    Igen, igen, igen fristes man til at sige.

    Og som prikken over i-et, så vil man end ikke en gang løfte sløret for hvor de effektiviserede penge (læs: besparelses penge) skal omfordeles til ?
    Det eneste man vil sige er at det bliver til “politisk prioriterede områder”.

    Jamen for pokker de Effektivitets-ramte områder er da i allerhøjeste grad “politisk prioriterede”.

    Det er simpelthen FEJT.

Comments are closed.