En 13-årig pige blev torsdag eftermiddag udsat for et forsøg på tyveri på en sti ved Sdr. Jernløse. Nu efterlyser politiet gerningsmanden, som var kørende på et løbehjul.
Tyveriforsøget skete, da pigen omkring kl. 14.15 kom gående ad stien fra busstoppestedet mod tunnellen under Skovvejen på Sdr. Jernløsevej. Her passerede en ukendt mand på et løbehjul pigen i modsat retning. Den 13-årige havde eadsæt på, og hun hørte derfor ikke, hvad manden sagde til hende, men han tog fat i hendes taske for at rive den fra hende. Det lykkedes ikke, og pigen løb til Sdr. Jernløse Skole.
Manden beskrives som: dansk, 25-30 år, ca. 180 cm høj, alm. af bygning, kommuneblondt uklippet kruset hår. Iført sort beskidt kasket, skjortelignende militærfarvet og meget beskidt jakke og sorte cowboybukser. Han havde et ”vredt blik” og rynkede bryn og korte skægstubbe. Han kørte på et rustent løbehjul med to indkøbsposer på styret.
Politiet mener, at manden skal findes i lokalområdet.
Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der har oplysninger om manden. Politiet kan kontaktes på telefon 114.