
Foto: Rigspolitiet.
Klokken 23.01 modtog politiet en anmeldelse om, at en mand og en kvinde var blevet tilbageholdt efter et forsøg på indbrud i en privat villa Peder Oxesvej i Tølløse. Anmelderen, der er politimand, havde i sin fritid bemærket nogle personer gå rundt ved et mørklagt hus. Sammen med en bekendt havde han henvendt sig på adressen og tilbageholdt de to personer – en mand og en kvinde, som havde forsøgt at afliste en rude i en dør. Manden havde gemt to koben i ærmerne og en skruetrækker på sig, da de blev tilbageholdt.
Politiet kørte til stedet og overtog de to tilbageholdte, som viste sig at være en 46-årig mand fra Helsingør og en 36-årig kvinde fra København V.
De to anholdte blev sigtet for forsøg på indbrud i villaen og efterfølgende løsladt, da der på det foreliggende ikke var grundlag for fremstilling i grundlovsforhør. Senere vil de to sigtede blive indkaldt til et retsmøde, når sagen mod dem skal afgøres.