Det vakte stor glæde på borgmesterkontoret i Holbæk, da regeringen i dag offentliggjorde sin plan for udflytning af arbejdspladser.
Som vi skrev tidligere i dag, så har regeringen besluttet at at 95 arbejdspladser i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (82 fra Center for Undervisning og Kvalitet samt 13 arbejdspladser i Kontor for Specialpædagogisk Støtte) flyttes til Holbæk og 18 arbejdspladser fra et statsligt gasselskab skal flyttes Svinninge.
– Jeg er simpelthen så tilfreds, og vi vil gøre alt for at tage så godt i mod de statslige medarbejdere som muligt, siger Holbæks borgmester Christina K. Hansen og tilføjer:
– Det er særligt fantastisk, at der også kommer nye arbejdspladser til Svinninge. Det giver rigtig god mening, når man ser på Svinninges erhvervsmæssige profil og det er vigtigt, at udviklingen sker i hele Holbæk Kommune.
I første runde af udflytningen af de statslige arbejdspladser modtog Holbæk 119 arbejdspladser fordelt på Danida Fellowship Centre, Danmarks Akkrediteringsinstitution og Danmarks Evalueringsinstitut.
Og borgmesteren hæfter sig ved, at regeringen har tænkt sammenhængen med de arbejdspladser, som allerede er bestemt udflyttet til Holbæk, ind i den nye beslutning:
– Arbejdspladserne fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet passer fantastisk godt sammen med de øvrige statslige arbejdspladser, som flytter ud til os. Tilsammen vil det skabe et meget stærkt fagligt miljø omkring kvalitet på læringsområdet. Det er godt nyt for de statslige medarbejdere og rigtig spændende for os som kommune, der netop gerne vil udvikle uddannelsesområdet, siger Christina K. Hansen.