Fra 1. januar har Holbæk Kommune været en af seks sjællandske kommune, som er blevet en del af det virtuelle kontaktcenter Den Digitale Hotline.
Det betyder, at i alt 36 af landets kommuner nu indgår i det tværkommunale samarbejde Den Digitale Hotline.
Samarbejdet betyder, at borgerne nu kan ringe og få hjælp ud over almindelig åbningstid. For kommunerne er udvidelsen af Den Digitiale Hotline en styrkelse af det kommunale samarbejde om at servicere borgere per telefon og dermed lig med større effektivitet og bedre udnyttelse af ressourcerne.
Holbæk har sammen med de fem andre sjællandske kommuner, Egedal, Roskilde, Halsnæs, Furesø og Fredensborg, der er gået med i DDH, siden 2014 haft et lignende tilbud med navnet Hotline Sjælland. Deres faglige viden og erfaring kommer med over i det nye samarbejde.
Det nye samarbejde glæder kommunaldirektøren:
– Vi glæder os rigtig meget til samarbejdet med de midt- og nordjyske kommuner i DDH.
Et samarbejde, der først og fremmest åbner for, at vores borgere kan få hjælp til selvbetjening i endnu flere timer, men også vil medvirke til at styrke udviklingen af indholdet i hotlinetilbuddet og bidrage til spændende arbejdspladser i vores kontaktcenter, siger kommunaldirektør i Holbæk Kommune, Rasmus Søren Bjerregaard.