22. november 2024

Arkivfoto: <a href="https://pixabay.com/users/ejlindstrom/">ejlindstrom</a> / Pixabay

Arkivfoto: ejlindstrom / Pixabay

I sidste uge godkendte Uddannelses- og Forskningsministeriet at professionsskolen Absalon kan oprette en sygeplejerskeuddannelse i Holbæk. Men måske kan den få følgeskab af andre uddannelser. Det er i hvert fald hvad Holbæk Kommune arbejder på.

Det tidligere Østre Skole, der i dag kaldes Holbæk Uddannelses- og Studiecenter (HUSC) skal danne rammen om de ca. 200 studerende, som ventes at tage deres sygeplejerskeuddannelse i Holbæk, samtidig er det kommunens ønske, at centret også skal danne rammen om andre uddannelser.

– Det er ambitionen, at HUSC skal være samlingspunkt for en lang række uddannelser målrettet både det offentlige og det private arbejdsmarked. Det er en langsigtet indsats, hvor vi aktuelt arbejder på at tiltrække uddannelsesmuligheder for blandt andre lærere og finansøkonomer samt efteruddannelse indenfor byggeri og håndværksfag, siger borgmester Søren Kjærsgaard.

De seneste årtier er mange uddannelser blevet samlet i få, store byer, hvilket trækker uddannelserne længere væk fra mange af de arbejdspladser, der skal uddannes til, og længere væk fra mange uddannelsessøgende.

Det var f.eks. det der skete, da læreruddannnelsen på Holbæk Seminarium blev nedlagt og rykket til Roskilde i stedet.

Hele Nordvestsjælland er således stærkt underrepræsenteret, når det gælder antal studiepladser set i forhold til befolkningsstørrelse. Samtidig er der mangel på sygeplejersker, et problem der kun ser ud til at vokse i de kommende år, medmindre der bliver gjort noget.

– Der er brug for kvalificeret arbejdskraft i Nordvestsjælland, så det giver rigtig god mening at gå imod tendensen og i stedet placere uddannelser i Holbæk. Det vil være godt for de uddannelsessøgende, godt for arbejdspladserne og godt for hele området, siger Søren Kjærsgaard.

Statslige arbejdspladser på Østre Skole
Når de statslige arbejdspladser bliver flyttet fra København til Holbæk, skal de ligeledes høre hjemme ved HUSC på den tidligere Østre Skole. Det gælder Danmarks Evalueringsinstitut, Akkrediteringsinstitutionen og Danida Fellowship Centre, som alle beskæftiger sig med uddannelse.