Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:
Velfærd styrker Holbæks konkurrenceevne
Vi taler meget om konkurrenceevne i Danmark. Ofte bliver ordet kædet sammen med skattelettelser, afgiftslettelser og mindre offentlig velfærd. For mig at se er der noget man glemmer i den ligning: Velfærd er faktisk med til at sikre konkurrenceevnen – også i Holbæk Kommune.
Hvis virksomhederne ikke kan skaffe arbejdskraft med de rette kompetencer, så bliver den dårligere til at konkurrere. Og hvis virksomhedernes medarbejdere ikke kan få passet deres børn i ordentlige daginstitutioner, eller komme til og fra arbejde til tiden, så smitter det af på virksomhedens præstationer. Derfor er et ordentligt velfærdsniveau et konkurrenceparameter for erhvervslivet. Gode uddannelser af høj kvalitet, anstændig ældrepleje til forældrene og ordentlige daginstitutioner til børnene er alle med til at skabe et sundt erhvervsklima.
Derfor bør debatten om erhvervspolitik i Holbæk Kommune også handle om velfærd. Selvfølgelig går jeg også ind for bedre sagsbehandling i kommunen, mindre bureaukrati og mere optimale forhold for virksomhederne. Men velfærd spiller altså også en rolle. Derfor stemmer jeg på Socialdemokratiet d. 21. november. Jeg synes du bør overveje det samme!
Nikolai Bay
Vimmelskaftet 1A
4300 Holbæk