En meget aktiv Venstremand er gået bort.
Venstre i Holbæk Kommune har i dag erfaret, at Erik Fuchs, Orø, er afgået ved døden. Dermed er et meget aktivt medlem af Venstre ikke længere.
Erik og hans familie kom fra Farum, hvor han også var involveret i politik i den periode, hvor Peter Brixtofte var borgmester. Erik meldte ud, at han ikke kunne støtte Brixtofte, da skeletterne begyndte at vælte ud af skabet, og derfor meldte han fra og ville ikke støtte Brixtofte.
Senere i tilværelsen gik turen til Orø, hvor han hurtigt involverede sig i øens liv. Der var stort set ikke den ting, som han ikke var engageret i årenes løb, og han talte varmt om Orø ved enhver given lejlighed.
På trods af sin alder stillede han op til byrådsvalget her i november. Han var ikke færdig med politik, og var derfor naturligt nok også med til at arrangere vælgermødet på Orø den 1. november, hvor han virkede frisk og glad.
Det er derfor et stort chok at erfare, at han ikke er her længere, og det er et stort tab for familien, og derfor tænker vi også på familien i denne svære stund.
Ære være Erik Fuchs minde!
Venstre i Holbæk kommune