22. november 2024

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll strammer op overfor kommuner med lav likviditet. Foto: Niels Hougaard

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll strammer op overfor kommuner med lav likviditet. Foto: Niels Hougaard
Det er helt afgørende, at en kommune tager ansvar, hvis der er lavvande i kommunekassen, mener økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll. Fremover skal det være mere synligt, hvad en kommune med lav likviditet gør for at undgå, at den ender uden penge i kassen.

I maj måned kom det frem, at Holbæk Kommune havde en likviditet på 875 kr. pr. borger.

Hvis en kommune i dag kommer ned på en likviditet på under tusind kroner per borger, får kommunen et brev fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. Brevet minder om, at likviditeten ikke må blive negativ.

Men nu vil ministeren stramme op overfor kommuner med lav likviditet.

En kommune med lav likviditet skal fremover hvert kvartal sende dokumentation for de forslag til at bedre likviditeten, som bliver forelagt kommunalbestyrelsen. Den politiske behandling af forslagene skal også fremgå af de oplysninger, der skal sendes til Økonomi- og Indenrigsministeriet. Det skal være mere synligt, om en kommune træffer de beslutninger, der skal til for at rette op på økonomien.

– Jeg [vil] have større synlighed om, hvad der bliver gjort for at rette op på kassebeholdningen i de kommuner, der har problemer. Det vil mindske risikoen for, at vi i fremtiden får kommuner med minus på bankbogen, siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll.

1 thought on “Minister strammer op overfor kommuner med lav likviditet

Comments are closed.