22. november 2024

1. klasserne på Katrinedalskolen Afdeling Tuse fik brændt en masse krudt af sammen med Arvid og Alberte. (Pressefoto)

1. klasserne på Katrinedalskolen Afdeling Tuse fik brændt en masse krudt af sammen med Arvid og Alberte. (Pressefoto)
Dagen blev pludselig meget sjovere, da eleverne på Katrinedalskolen Afdeling Tuse og Sdr. Jernløse Lilleskole fik besøg af Sundhedsugernes to maskotter, Arvid og Alberte, der fik børnene helt op at flyve.

Børnene på Katrinedalskolen Afdeling Tuse og Sdr. Jernløse Lilleskole vidste ikke, at torsdag den 5. oktober skulle blive en ekstra god skoledag med garanti for gode grin. Klokken henholdsvis 10.00 og 12.00 overraskede Aktiv Året Rundts to maskotter Arvid og Alberte nemlig børnene med en danseevent, hvor eleverne selv skulle på gulvet og danse til Sundhedsugernes temasang “Bliv Flyvende” sammen med de to skønne maskotter.

Sundhedsugerne løber i ugerne 39, 40 og 41 og er hovedeventen i Danmarks største sundhedsprojekt for skoleelever, Aktiv Året Rundt. Projektets mål er, at børnene opnår sundere vaner og oplever, at det kan være sjovt at være sund.

I årets projekt får hver elev en frisbee, som skal sættes i spil på alle mulige måder, så kroppen får masser af bevægelse på en sjov måde. Lærerne i de tilmeldte klasser får materialer, som giver bud på hvilke aktiviteter, man kan lave sammen med børnene i skolen for at nå kravet om de daglige 45 minutters bevægelse. Der er inspiration til både pauser og timer. Det er nemt at deltage, og som lærer bestemmer man selv i hvilket omfang, man vil deltage med sin klasse.

– Vores mål er ikke kun, at eleverne får sundere vaner – det skal ske samtidig med, at børnene synes, at det er sjovt. Det er det, der giver den vedvarende effekt, siger projektleder og lektor ved Center for Sundhedsfremme Anders Flaskager, som er begejstret for den enorme tilslutning.

I år deltager hele 354.543 børn fra hele landet i Aktiv Året Rundt. Det svarer til godt to tredjedele af alle Danmarks skolebørn. Projektet har rod i UC SYD’s nationale videncenter KOSMOS (KOst, MOtion og Sundhed), som hører til på UC SYD’s campus i Haderslev.