I et samarbejde på tværs af partierne fremlægger Radikale Venstre, Konservative og Lokallisten i Holbæk Byråd nu et fælles bud på en genopretningsplan, der ifølge partierne selv, både genopretter og skaber ro og stabilitet omkring kommunens samlede økonomi.
– Vi har ventet meget længe på, at borgmesteren skulle tage initiativ til det, han stillede byrådet i udsigt i starten af maj – nemlig at skabe bred opbakning til en flerårig økonomisk genopretningsplan. Vi kan ikke vente længere – derfor fremlægger vi nu vores bud på en plan og et budget for de kommende år. Vi har lyttet til de holdninger, byrådets partier har givet udtryk for i budgetprocessen, og ud fra det har vi forsøgt efter bedste evne at komme med et forslag, der både peger klar retning, og som kan favne bredt, siger Sine Agerholm, som er frontfigur i Lokallisten og understreger: For os i Lokallisten er det helt afgørende, at der sættes stærkt fokus på udviklingen i lokalsamfundene.
Af forslaget fremgår det, at der er tale om ”en flerårig genopretningsplan, som både retter op på den samlede økonomiske situation og sikrer ro og stabilitet omkring budgetterne, og som også har et klart fokus på at genoprette serviceniveauet og arbejdsmiljøet i kommunen.”
– Vi lægger et forslag frem, som viser, hvordan vi både kan og vil finansiere en fuld udnyttelse af kommunens andel af servicerammen. Det er et udtryk for et klart valg, siger de radikales borgmesterkandidat Emrah Tuncer og fortsætter: Vi har brug for at bruge penge på – både at rette op på serviceniveauet og arbejdsmiljøet, dér hvor det er presset helt i bund, men også for at kunne investere os ind i en god spiral. Når vi f.eks. prioriterer at investere massivt på småbørnsområdet, så forudsætter vi, at de tidlige og rettidige indsatser medfører, at færre får brug for meget dyrere indsatser senere hen. På den måde skaffer vi os penge til at forbedre serviceniveauet på flere områder i de kommende år.
Et andet gennemgående tema i genopretningsplanen er et udtalt ønske om decentralisering.
– Decentralisering er en mærkesag for Konservative. Det er helt afgørende for arbejdsglæden og for oplevelsen af medansvar, at beslutningskompetencen lægges så tæt på opgaven som overhovedet muligt. Det gør en verden til forskel, når f.eks. en skolebestyrelse selv kan afgøre, hvordan man vil satse for at få mest muligt ud af ressourcerne fremfor at blive detailstyret centralt fra. Derfor er jeg meget tilfreds med det store fokus på netop decentralisering sammenholdt med det udtalte ønske om en mere flad struktur med færre ledelseslag. Og så vil jeg arbejde for at undgå, at dækningsafgiften genindføres, når skattestigningen skal fordeles på de forskellige kilder, siger Michael Suhr, som er borgmesterkandidat for Konservative.
Forslaget til flerårig genopretningsplan samt til budget 2018 med overslagsår er sendt frem til byrådets øvrige partier med en åben invitation til forhandlinger. I følgeskrivelsen til byrådets medlemmer kan man læse, at:
”Forslaget er blevet til ud fra et klart ønske blandt partierne/listen om at skabe grundlag for det bredest mulige samarbejde i det byråd, der træder til efter årsskiftet. Vi har lyttet til de holdningstilkendegivelser, der er kommet fra byrådets partier i budgetprocessen, og på baggrund af det har vi forsøgt efter bedste evne at udarbejde et forslag, der kan favne bredt.”