Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:
Det er nu, byrådet skal ændre kurs
De kommunale budgetforhandlinger er netop gået i gang. Holbæk Kommune har i dag en ærgerlig plads som nummer 98 ud af 98, når det kommer til den kommunale økonomis velbefindende. Selvom der er foretaget meget voldsomme nedskæringer i byrådet, ser det ikke ud til, at økonomien er rettet op endnu. Den liberale tankegang om, at man kan spare sig til en økonomi i balance, har vist sig ikke at fungere i vores kommune.
Men det vigtigste er sådan set ikke, om den nuværende økonomi er meget elendig eller kun lidt elendig; Om vi har den dårligste eller kun den næst-dårligste kommunale økonomi. Det centrale er derimod, at der er skåret så meget på vores velfærd, at den mange steder ikke hænger sammen. En af borgmesterens partifæller kunne for nylig berette, hvordan der var over 20 børn til én pædagog i hans barns børnehave i Regstrup. Forholdene for de ældre er efterhånden på et niveau, hvor personalet siger fra og ikke kan stå inde for behandlingen. Og på skolerne møder børnene ind i beskidte klasselokaler efter ferien.
At sikre ordentlig velfærd er ikke noget der kommer af sig selv. Det sker ikke over én nat. Hvis vi vil sikre borgerne i Holbæk Kommune en ordentlig og værdig velfærd, så kræver det at vi gør tingene anderledes, end vi gør i dag. Vi skal prioritere anderledes. Prioritere rigtigt. Der skal mere end et par småjusteringer til. Hvis vi ikke tør prioritere de mennesker, der skal føre vores samfund videre i fremtiden, eller de, der har opbygget det i fortiden, hvad er så meningen med det hele? Vi skal stoppe lavinen af nedskæringer, og forstå, at vi bliver nødt til at investere mere, for at få Holbæk Kommune tilbage på sporet.
I budgetforhandlinger har vi i byrådet ofte en uheldig tendens til at fokusere på de områder, hvor vi er uenige. Det her er min opfordring til, at partierne imellem får fremarbejdet et budget, som alle kan se sig tilfreds med, hurtigst muligt. Det har Holbæk Kommune hårdt brug for. Der skal gøres noget drastisk ved økonomien, og det skal gøres nu.
Hvis vi vil investere i vores kommune, så skal vi sørge for at vi har økonomien til det; Og det kræver en markant skattestigning.
Derfor mener vi i Socialdemokratiet, at alle bør betale mere i skat. Og at byrådet skal blive enige om, at prioritere vores børn og ældre.
Christina Krzyrosiak Hansen
Borgmesterkandidat S Holbæk Kommune