Onsdag eftermiddag kort før klokken 13.30 fik Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om, at en personbil kørte mistænkeligt rundt på Heibergs Have, hvor den havde standset i flere indkørsler.
Politiet kørte til stedet og ledte efter bilen, for at finde ud af, hvad hensigten var. På Rundingsholms Alle fik politiet kontakt til personbilen. Det viste sig, at bilen manglede at blive synsgodkendt og der var heller ikke betalt lovpligtig ansvarsforsikring for bilen. Derfor blev nummerpladerne straks inddraget.
Bilen blev ført af en 36-årig mand fra Jystrup på Midtsjælland, som var frakendt kørekortet og derfor ikke måtte køre bilen. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af færdselsloven.
Da bilen efterfølgende blev undersøgt, fandt politiet intet interessant i relation til eventuel indbrudshensigt i området.
Den 36-årige kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.