Fem koncerter på tre dage – det er programmet når Reiners Big Band i denne måned spiller i Tjekkiet.
De har travlt i Reiners Big Band. I maj måned havde bandet to store spillejobs for henholdsvis Vild med Dans dommer Jens Werner i en Viljens Vej danseaften og Britt Bendixen ved den store Bendixen afslutningsfest. På fredag spiller bandet på HOM Festival først i en afdeling med seks solister og efterfølgende til et festligst partybal og onsdagen efter er der afgang til Tjekkiet.
Under bandets turné i Polen sidste år, blev Reiners Big Band nemlig inviteret til at spille i Tjekkiet. Efter et besøg i Prag går turen videre til udendørs koncerter i Ceska Kamenice og Decim. Endnu en koncert i kulturhuset i Kamenice og derefter videre til koncert i Rumburg på pladsen Luzicke Námesti.
På hjemrejsen er der indlagt stop med koncert på plænen Arnoltice u Decima.
– Vi får meget at se til, lyder det fra en spændt kapelmester Finn Reiner, der tilføjer:
– Vi glæder os altid til at have disse udlandsture, som er med til at gøre Reiners Big Band endnu stærkere og løfte både det musiske samspil og det sociale sammenhold.
Efter Tjekkiet turnéen står den på sommerferie frem til de første koncerter i august og derfra tager Reiners Big Band ellers fat på et meget travlt efterår med mange spændende spillejobs, oplyser Finn Reiner.