23. november 2024

Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev:

Ordentlighed i kommunens forvaltning – i fremtiden

Holbæk Kommunes forvaltning, administration – eller hvad den nu kaldes -, har tre hovedopgaver:
– Den skal behandle borgernes sager på en sådan måde, at borgernes retssikkerhed værnes, og de føler sig ordentligt behandlet,

– den skal rådgive Byrådet, så det kan træffe vidtrækkende beslutninger på et oplyst grundlag og gennemføre beslutningerne i praksis og holde byrådet underrettet om resultaterne, og

– den skal støtte gennemførelsen af de politiske beslutninger i de udførende led, fx skoler, daginstitutioner, sociale myndigheder osv.

Til alle disse opgaver forudsættes det, at forvaltningen har en høj grad af integritet, faglighed og redelighed samt vilje til at begrunde afgørelser og indstillinger, så modtagerne føler sig tilstrækkeligt oplyst og deres retsfølelse ikke knægtet, selv om udfaldet måtte gå dem imod.

Kort sagt: der skal herske ordentlighed og gennemsigtighed i kommunens forvaltning.

I Holbæk Kommune er der rigtig god plads til forbedringer på alle tre områder!

– Alt for mange borgere oplever, at deres sager bliver behandlet eller afgjort på en måde, som de ikke forstår eller kan genkende. Mere end halvdelen af sociale klagesager bliver omgjort af ankeinstansen. Og hertil kommer så de sager, som aldrig bliver påklaget, fordi borgerne ikke formår det. I lokalplansager er vi nu kommet helt der ud, hvor forvaltningen tillader et ulovligt byggeri ved at henvise til en tidligere tilladelse til et ulovligt byggeri!

– I de senere år har vi set store projekter blive iværksat, som ikke har været ordentligt belyst, hverken indholdsmæssigt eller økonomisk. Det gælder fx de mange skolenedlæggelser og skolesammenlægninger. Det har medført nedsmeltning i bysamfundene og voldsom vækst i privatskolerne. Den økonomiske rådgivning omkring Sportsbyen har været katastrofal, og lige nu spøger et aldeles overflødigt rensningsanlæg i horisonten over Tuse Næs.

– Forvaltningens ”støtte” til fx daginstitutioner og skoler er centralt topstyret med syv lag af ledelse i en gigantisk organisation, som hensætter forældre og skoler i apati og afmagt uden mulighed for at konkurrere med egnens private skoler og institutioner.

De konservative vil genindføre ordentlighed i forvaltningen, hæve kvaliteten i rådgivning til byrådet, fjerne de fleste lag i organisationen, ikke nedlægge flere skoler, men selvstændiggøre samtlige skoler og institutioner og invitere de lokale beboere til en individuel udvikling af deres by og egn.
For det er naturligvis dem, der ved, hvad der er godt for netop dem og deres familier.

Bent Brandt
Byrådskandidat (K)
Ahlgade 58B
Holbæk