22. november 2024

Søren Kjærsgaard glæder sig over, at erhvervslivet har skabt 660 nye job. Foto: Holbæk Kommune.

Virksomhederne vokser i Holbæk Kommune. I første halvår blev det til 660 nye job i erhvervslivet og dermed en procentvis vækst på 5,4% ift. året før, hvilket er noget højere end regionens i forvejen flotte vækst på 3,2 %.

Søren Kjærsgaard glæder sig over, at erhvervslivet har skabt 660 nye job. Foto: Holbæk Kommune.
Søren Kjærsgaard glæder sig over, at erhvervslivet har skabt 660 nye job. Foto: Holbæk Kommune.

Det går stærkt fremad i erhvervslivet i Region Sjælland og Holbæk Kommunes erhvervsliv følger flot med. 660 af de 4.700 arbejdspladser, der er skabt i regionen som helhed, ligger i Holbæk Kommune.
 
De tal glæder borgmester Søren Kjærsgaard, der selv for nyligt har måttet fyre knapt 100 medarbejdere og nedlægge 300 stillinger i kommunen som følge af en større sparerunde:

– Vi har som mange andre været rigtig udfordret i vores kommune. Ikke fordi vi ikke har et stærkt erhvervsliv med potentiale. Men fordi tiderne har været dårlige med lav efterspørgsel og vigende eksport. Vi har taget en række initiativer, hvor vi blandt andet har afskaffet dækningsafgiften og byggesagsgebyret. Derfor er det rigtig godt at se, at væksten nu bryder igennem, og vores virksomheder kvitterer med mange nye arbejdspladser. 660 job gør en stor forskel for os i Holbæk Kommune, udtaler borgmesteren.
 
De nye tal er beregnet af Center for VækstAnalyse med udgangspunkt i data fra Danmark Statistik. Holbæk Kommune er med 660 nye job og en vækst på 5,4 % blandt de kommuner i Region Sjælland med den højeste vækst.
 
– Det er afgørende for udviklingen i vores kommune, at vi får skabt nye job. Holbæk er ikke bare et dejligt sted at bo, det er også en stærk erhvervskommune. Vi har et stærkt erhvervsliv, og der er godt gang i jobsamtalerne, må man sige, fortæller borgmesteren.
 
I alt er der ca. 3.000 virksomheder i Holbæk, der årligt skaber merværdi for næsten 9 mia. kr. Holbæk er den fjerdestørste kommune i Region Sjælland målt på det samlede antal beskæftigede. I alt var der, beregnet, 13.000 fuldtidsstillinger i kommunens virksomheder efter andet halvår 2016. De nye tal viser en ny tendens for udviklingen i regionen, hvor det tidligere kun har været de meget hovedstadsnære kommuner, der har haft vækst, så er det nu spredt over hele regionen.
 
– Hovedstaden har jo i en periode været det eneste sted, hvor der har været nævneværdig fremgang. Og selvom der også er mange vækstvirksomheder i Holbæk, så har følgerne af finanskrisen tilbage i 2009 i mange år bevirket, at beskæftigelsen i kommunerne væk fra hovedstaden har ligget lavt. Det er vendt nu, og det lover rigtig godt for fremtiden, fortæller borgmesteren.
 
Ser man på udviklingen på landsplan, er der også grund til optimisme. Såvel beskæftigelsen som bruttonationalproduktet er steget i årets første tre kvartaler, så umiddelbart er 2016 er plusår for Danmark, og der er grund til at tro, at de gode takter fortsætter i både Holbæk og resten af regionen.
 
– Vi har som region været hårdere ramt end mange andre, og derfor er det rigtig dejligt at se, at der nu for alvor er kommet gang i hjulene. Der bliver virkelig skabt job her i Holbæk Kommune, og der lover godt for fremtiden, fortæller Søren Kjærsgaard.