23. november 2024

Foto: Politi.dk

Foto: Politi.dk
Foto: Politi.dk
To mænd røvede onsdag eftermiddag Dagli’Brugsen på Stationsvej i Vipperød.

Røveriet skete omkring kl. 13.30 da to mænd stjal en kasse med cigaretter fra butikkens kiosk. Da personalet fulgte efter røverne, truede røverne med at skyde dem.

I alt flygtede tre mænd fra stedet i en personbil, som et vidne nåede at aflæse nummerpladen på. Vidnet forsøgte at følge efter gerningsmændenes bil, men mistede kontakten undervejs.

En patrulje, der kørte på Holbækmotorvejen i østlig retning, blev pludselig overhalet af den efterlyste bil, som fortsatte mod Roskilde. Her fik politiet på motorvejen udramatisk standset bilen, således at politiet kl. 13.47 kunne anholde en 19-årig mand uden fast bopæl, en 21-årig mand fra Valby samt en 21-årig mand uden fast bopæl, der var fører af bilen. Føreren havde i øvrigt ikke noget kørekort og blev i øvrigt skønnet påvirket af narkotika under kørslen.

Da betjentene ransagede bilen blev de stjålne cigaretter samt andre supermarkedsvarer, hvis oprindelse skal undersøges nærmere fundet. Der blev ikke fundet noget skydevåben eller andet, der kunne minde herom.

Hverken ansatte i supermarkedet eller vidner led fysisk overlast i sagen, der af politiet vurderes som et røveri på grund af truslerne mod de ansatte, der fulgte efter dem.

De tre anholdte er fortsat i politiets varetægt, da de kan mistænkes for bl.a. tyveri af cigaretter i et supermarked i Hørve den 2. september i år samt tilsvarende cigarettyverier i Allerød og i Lejre den 12. oktober.

Alle tre anholdte bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holbæk med krav om varetægtsfængsling.