Som vi skrev tidligt i morges, så var der ballade med hærværk og vold onsdag aften ved Nygade/Jernbaneplads i Holbæk.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man klokken 21.14 modtog flere anmeldelser om uorden mellem en del unge mennesker, som jagtede hinanden i området og lavede uorden. Nogle af de unge havde søgt tilflugt på Nygade Kebab, og her blev der knust to ruder.
Politiet sendte flere patruljer afsted til området for at få lagt en dæmper på balladen.
Politiet kunne konstatere, at ruderne i Nygade Kebab var knust, og at en 18-årig mand fra Holbæk havde fået et slag i hovedet med et stumpt redskab. Han var blevet bragt til skadestuen til fornøden behandling.
Politiet var til stede i området frem til omkring midnat og fik kortlagt, hvem der havde været til stede i forbindelse med uordenen, hærværket og volden mod den 18-årige, ligesom politiet undersøgte området for eventuelle spor.
Nu er efterforskerne hos politiet i Holbæk gået i gang med at finde ud af “rollerne” blandt de 15-20 unge, som politiet traf i området, så gerningsmændene til de forskellige overtrædelser kan stilles til ansvar.
I forbindelse med kontrollen af personer blev et par lokale unge mænd sigtet for besiddelse af hash og en ulovlig kniv, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Tilføjet d. 10.09.2016: Ejer af Nygade Café og Kebab, Selcuk Kuzucu, afviser at man havde afvist nogen. Han oplyser at stedet var lukket på tidspunktet for episoden. Oplysningen om, at de unge var blevet afvist stammer fra Midt- og Vestsjællands Politi. – Rolf Larsen, redaktør, Holbaekonline.dk. Læs også: Ejer af Nygade Café og Kebab: Vi afviste ikke nogen – vi havde lukket