Som vi tidligere har omtalt her på Holbaekonline.dk, så er der Sankt Hansfest i Strandparken i Holbæk. Men for nogle er det lidt sent, hvis man gerne vil have børnene med og for andre, har man måske bare lyst til at fejre midsommeren et andet sted – Holbæk er jo trods alt ikke verdens centrum.
Nedenfor giver vi nogle idéer til, hvor man ellers kan fejre Sankt Hansaften i vores område. Kender du til flere steder, så er du velkommen til at tilføje dem i kommentarfeltet herunder.
I Ladegårdsparken har beboere sørget for, at også familier med små børn kan være med til at fejre Sankt Hans med bål og det hele. Her tændes bålet klokken 17.
Også i Kirke Eskilstrup er der børnevenlig Sankt. Her har borgerforeningen og spejderne slået sig sammen om en aften med sjove aktiviteter, billig aftensmad og meget meget mere. Bålet tændes kl. 19, så de mindste også kan være med. Portene slås op klokken 17. Det hele finder sted hos KFUM-spejderne på Sønderstrupvej 169 i Kirke Eskilstrup.
Der er også Sankt Hans Aften i Udby Præstegårdshave på Udby Kirkevej. Arrangementet starter klokken 19 med med kormusik og fællessang i kirken og derefter åbnes præstegårdshaven med bål, båltale og fællessang.Man kan købe øl, vand og vin i haven, men er også velkommen til selv at medbringe.
I Grandløse Kirke er der først familiegudstjeneste ved Detlef von Holst og Jan Grønborg og derefter Sankt Hansfejring. Det starter klokken 17.00.
I Tveje Merløse er der aftengudstjeneste i Tveje Merløse Kirke kl. 19.30 og efter gudstjenesten er der Sankt Hans bål, båltale ved salmedigter Hans Anker Jørgensen, livemusik, snobrød til børnene og Asti og kransekage til de voksne.
På Orø er der Sankt Hans fest på Orø Camping. Elever fra Orø Skole har fremstillet heksen, Orø Koret kommer og synger og der vil være stillet grill op, så man kan grille sin medbragte mad.
I Jyderup, er der traditionen tro Sankt Hans bål, båltale og fællessang på plænen foran Sølyst.
Der åbnes kl.17.30, hvor man kan komme og grille sin mad og nyde sommeren. Der vil være musik og bål allerede 20.30 med båltale og sange. Lena Brostrøm der er formand for Dansk Artist Forbund holder tale.
Også i Tølløse fejres Sankt Hans. Her åbner “Skt. Hans Pladsen”på Tølløsevej 1 klokken 19 og der vil være underholdning og mulighed for at købe kaffe, kage, øl, vin og sodavand. Bålet tændes klokken 21. Båltale v/ Emilie Kruse fra Slottets Efterskole.
I Ugerløse holder UIF Fodbold Sankt Hans på Idrætspladsen fra kl. 17.30. Der tændes op i grillen så medbragt mad kan tilberedes og der er snobrød til børnene. Bålet tændes klokken 19 og inden da, er der båltale.
I Svinninge er der både motionsløb og Sakt Hansbål. Arrrangementet foregår på sportspladsen klokken 17. Der er forskellige aktiviteter, bl.a. Å-løb og musik ved de to bands StockCars og Blocks Mountain Band. Der kan købes kage, grillpølser, kaffe, øl og vand og klokken 19.30 tændes bålet. Folketingsmedlem for Socialdemokraterne, Kaare Dybvad holder båltalen, hvorefter der er fællessang med Midsommervisen.
Husk! At deltage i vores sommerfotokonkurrence – Sankt Hans Aften er perfekt til at fange sommere 2016. Læs mere om konkurrence her.