22. november 2024

Redaktionen har modtaget nedestående:

Torsdag i sidste uge kunne man læse i medierne, at Holbæk Kommune barsler med planer om at lade forsikrede ledige udføre frivilligt arbejde i kommunen.

Dette tager FOA Sjælland kraftigt afstand fra, idet vi mener, at det er en umådelig skidt idé af flere årsager.
debat-laeserbrev
For det første finder vi det både bekymrende og problematisk, at man vil lokke forsikrede ledige til at spilde deres dagpengeperiode på at udføre frivilligt arbejde, som de ikke genoptjener dagpengeret ved. Dette problematiseres yderligere af, at dagpengeperioden kun er på 2 år, hvorefter den ledige falder ud af dagpengesystemet og havner på kontanthjælp, hvis vedkommende ikke i løbet af sin dagpengeperiode har formået at genoptjene dagpengeret, dette med udsigten til nu at skulle aktiveres for at være berettiget til kontanthjælp.

Dette vil kunne udfordre mange ledige, der er gift eller lever i registreret parhold, idet de ikke vil være berettigede til kontanthjælp, hvis ægtefællen eller partneren har en lønindtægt. Det kan i værste fald føre til, at man må gå fra hus og hjem. Det rammer ikke kun den ledige, men også
dennes ægtefælle eller partner samt eventuelle hjemmeboende børn. Og for sidstnævnte gruppering
er det i hvert fald ikke noget, der fremmer den trivsel, som ellers er et af de primære mål med den af politikerne vedtagne Børne og ungepolitik i Holbæk Kommune.

Som vi ser det, vil det ikke være et skridt i retning af at føre de ledige selvforsørgende men vil
snarere få som effekt, at de ledige fastholdes i offentlig forsørgelse tvunget ud i diverse
aktiveringsforløb uden et reelt beskæftigelsesperspektiv. Det hænger utroligt dårligt sammen med
den af såvel regeringen som Byrådet formulerede strategi om at få flest muligt fra offentlig
forsørgelse til selvforsørgelse.

En anden problematik forbundet med at lade forsikrede ledige udføre frivilligt arbejde i
kommunerne er, at man således kunstigt skaber en kommunal service, der ikke eksisterer, hvor det
ville være mere redeligt at melde ud, at der i forbindelse med kommunale besparelser nødvendigvis
vil ske serviceforringelser.

Dette leder frem til en tredje problematik, nemlig risikoen for at disse ledige frivillige fortrænger ordinær beskæftigelse i kommunen. Det vil i hvert fald være den oplevelse, som mange vil stå tilbage med, når der indenfor kort tid vil ske afskedigelser af kommunens ansatte som følge af de besparelser, der skal gennemføres, hvis kommunen skal holde sig indenfor den økonomiske ramme, som er aftalt mellem regeringen og KL. Her vil der være en risiko for, at en medarbejder, der afskediges som følge af besparelser, tilbydes ”muligheden” for at arbejde som frivillig i Holbæk Kommune og dermed spilde sin dagpengeperiode og måske oven i købet risikere at skulle udføre frivilligt arbejde i den funktion, som vedkommende havde inden afskedigelse.

På baggrund af ovenstående har FOA Sjælland derfor behov for at tilkendegive, at det er en
umanérlig dårlig idé at lokke forsikrede ledige til at udføre frivilligt arbejde.

Derfor vil vi i vores vejledning af de ledige, der er forsikrede hos os, på det kraftigste fraråde dem at lade sig lokke til at spilde deres dagpengeperiode på noget sådant.

Gitte Damm
Afdelingsnæstformand
FOA Sjælland – Område Holbæk