22. november 2024

Mandag eftermiddag ved 13.30-tiden blev en mand standset på Gl. Ringstedvej af en udlænding, der ville spørge om vej til motorvejen.

Han oplyste på engelsk, at han havde været til en messe, og at han havde nogle Armanijakker, som han gerne ville sælge, så han ikke skulle betale told for dem. Han viste jakkerne og brochure m.v. til anmelderen, der dog ikke ønskede at købe nogen jakker.

Sælgeren beskrives som: Mand, sydeuropæisk af udseende, 35-45 år, 170-175 cm. høj og almindelig af bygning. Han havde sort hår og en vorte i panden.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi lyder der en opfordring til, at man ikke handler med manden. For det første overtræder han næringsloven ved at sælge på den måde og for det andet, så udsætter man sig selv for risikoen for, at der blot er tale om en kopivare.