22. november 2024

En 24-årig mand, som mandag middag blev anholdt i forbindelse med et indbrud i Markeslev Huse, er blevet varetægtsfængslet.

Mandag kl. 12.15 modtog politiet en anmeldelse om indbrud i et hus i Markeslev Huse. Her havde gerningsmanden knust en rude med en sten og var kommet indenfor. Men beboerne kom hjem og det fik gerningsmanden til at flygte fra stedet.

I forbindelse med flugten forsøgte manden i huset at spærre ham vejen, da gerningsmanden ville køre fra stedet i bil, men det lykkedes ikke. Til gengæld lykkedes det politiet at anholde den 24-årige ti minutter senere, da en patrulje fik øje på flugtbilen ved krydset Kalundborgvej/Gl. Stenhusvej.

Den 24-årige mand sigtes for indbrud og for kørsel i narkopåvirket tilstand. Han fik i første omgang udtaget en blodprøve.

Tirsdag eftermiddag blev han fremstillet i grundlovsforhør og fængslet frem til den 16. februar.