En 31-årig kvinde blev torsdag udsat for blufærdighedskrænkelse, da hun omkring kl. 11.45 kom gående med en barnevogn ad Oldvejen i Holbæk.
På turen mødte hun tilfældigt en fremmed mand omkring andelslandsbyen Nyvang. Han henvendte sig til hende og opfordrede hende til sex, men hun afslog. Herefter stak han sin hånd ind under kvindens frakke og ind mellem hendes ben.
Manden forsvandt ad en lille sidevej ved andelslandsbyen, da kvinden tog sin mobiltelefon frem.
Han beskrives som ikke etnisk dansker af udseende, brun hudfarve og sort hår, 30-35 år, 167-173 cm høj og almindelig af kropsbygning. Han havde muligvis skæg. Manden talte engelsk og var iført strikhue. Han medbragte en gennemsigtig skraldesæk.
Politiet ledte efter manden i området, men fandt ham ikke.