Onsdag aften kort efter klokken 19 modtog politiet en anmeldelse om vold. Volden var sket omkring 18.30 på Orø.
En 64-årig kvinde fra øen var blevet stukket i låret med en kniv. Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi betegnes det ikke som alvorligt.
En times tid efter anmeldelse anholdt politiet en 58-årig mand, også fra Orø, som sigtes for volden.
Manden var påvirket af spiritus, og han har overnattet i detentionen, hvorefter han vil blive afhørt torsdag formiddag.
Politiets jurister vil vurdere, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.