En 32-årig mand fra Køge er blevet varetægtafængslet, sigtet for at have voldtaget en 12-årig pige fra Holbæk-området.
Det var den 12-årige piges far, som kontaktede Midt- og Vestsjællands Politi og anmeldte voldtægten. Den 9. december anholdt politiet så en 32-årig mand fra Køge, som blev sigtet for at have tiltvunget sig samleje med pigen.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi havde den 32-årige inden voldtægten fået kontakt med pigen via et chatforum på internettet. Her havde han udgivet sig for at være en yngre dreng. De havde lavet en aftale om at mødes i Holbæk midt i november måned. Herunder havde den 32-årige taget pigen op i sin bil og var kørt til en skov på Vestsjælland, hvor han så med trusler om vold havde tiltvunget sig samleje med den 12-årige pige i bilen samt krænket hendes blufærdighed.
Den anholdte blev i dag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Holbæk og her blev han varetægtsfængslet til den 5. januar.
Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre.
Den 32-årige nægter sig skyldig.