22. november 2024

Torsdag eftermiddag kort før klokken 16 måtte politi og redningsmandskab rykke ud til et færdselsuheld i krydset Kullegårdsvej/Sorøvej i Ugerløse.

En 58-årig mand fra Holbæk kom kørende i sin personbil mod nord ad Sorøvej, da han af ukendte årsager kørte over i den modsatte kørebanehalvdel, hvor han stødte sammen med en personbil ført af en 32-årig mand fra Høng, som kørte i sydlig retning.

Vragdele fra disse to køretøjer ramte en personbil ført af en 51-årig mand fra Kirke-Såby.

Den 58-årige kom alvorligt til skade ved uheldet og blev fløjet i en tilkaldt lægehelikopter til Rigshospitalet til behandling for diverse knoglebrud.

Den 32-årige mand blev bragt til skadestuen i Holbæk til undersøgelse og behandling.

En bilinspektør blev tilkaldt til at undersøge både de involverede køretøjer og uheldsstedet.

Sammenstødet bevirkede, at trafikafviklingen var generet frem i knap to en halv time.

Den 58-åriges tilstand betegnes som stabil, og han er uden for livsfare.