Under sandet, under huden

Den første del af overskriften er titlen på en ny dansk film som bl.a. kan ses i Kulturbiografen Frysehuset og Mørkøv Kino, og er instrueret af Martin Zandvliet, den sidste del af overskriften, beskriver hvordan Deres udsendte følte det efter at have set filmen.

Efter 5. maj 1945 kunne det ikke gå hurtigt nok med at få sendt “De grønne” ud af Danmark. De Grønne hentyder til farven på de tyske soldaters uniformer. Men tyskerne havde efterladt mere end 2 millioner miner fortrinsvis i Vestjylland , og de skulle gerne fjernes , et livsfarligt arbejde. Derfor blev et par tusinde tyskere sendt tilbage fra Tyskland for at fjerne deres “Efterladenskaber”. Der var bare den hage ved sagen, at i følge Genevekonventionen er det forbudt at sætte krigsfanger til livsfarligt arbejde , noget tyskerne før krigen sluttede heller ikke tog så tungt på , når sagen drejede sig om især russiske krigsfanger.

I filmen drejer det 10-12 unge tyske børnesoldater som under den særdeles barske danske sergent Carl Leopold Rasmussen – i engelsk uniform – skal rydde miner ved den jyske Vestkyst. Sergenten er særdeles grov over for de unge soldater – man skulle nærmest tro han var officer i SS – og det skinner tydeligt igennem han hader alt tysk.

Men gradvist ændres forholdet og uden at røbe for meget af handlingen, får han nærmest et faderligt forhold til børnesoldaterne.

Men det er ikke en film for folk med sarte nerver.

I en bog om besættelsen læste jeg fornylig at under minerydningen kom en tysk underofficer hen til den danske leder af minerydningen og sagde : Vi behøver et par kister, hvorpå danskeren svarede : Jeg har ikke andre kister end børnekister. Det rækker svarede tyskeren.

Filmen er fremragende, se den hvis du tør, skuespillet er i top, den er godt instrueret, den er midt i alt dens gru utrolig menneskelig, og hvad Deres udsendte lægger vægt på: Lyden er i top, talen er så tydelig, at jeg greb mig i at glemme de danske undertekster, og klarede mig med mit 50 år gamle gymnasietysk