Holbæk Tagpapfabrik har været en af byens største og kendteste arbejdspladser, og den har haft stor betydning for Holbæk.
Aage Beyer, der senere blev konsul og en driftig forretningsmand og fremsynet fabriksejer, kom til Holbæk i 1916 som prokurist i tagpap-, cement- og tjærefirmaet H. H. Christjansen. To år senere overtog han firmaet og så var grundstenen til det store Byerske-imperium lagt.
Navnet blev ændret til Holbæk tagpap- og cementvarefabrikker A/S og senere igen til Hotaco A/S.
I Ekstra Bladet d. 12. marts 1925 kan man under overskriften “Holbæk Tagpapfabrik nedbrændt” bl.a. læse følgende:
“Ved 9-tiden i Formiddags opdagede Ild i Mekanikerværkstedet paa Holbæk Tagpapfabrik. Ilden bredte sig med rivende Hastighed og inden Brandvæsnet under Arkitekt Olsens Ledelse kom i Virksomhed, var en stor Landlo, som forbinder Værkstedet med Savværkstedet og Trækkeriet, omspændt af Flammer”.
Artiklen fortsætter med at fortælle om “Mægtige Flammer” som samlede sig over bygningerne i et “gigantisk Baal” der gjorde, at “ethvert Redningsforsøg var haabløst”.
Efter to timer, var Holbæk Tagpapfabrik, ifølge Ekstra Bladets artikel blevet til “en rygende Ruin” og skaderne blev anslået at løbe op i et par hundrede tusinde kroner.
Politiet undersøgte stedet og gennemførte forhør, uden at det blev opklaret hvad årsagen til branden var. Men “Der gisnes paa, at dens Udspring har fundet Sted i en Bilgarage”, slutter artiklen.
Også dengang var artikler om brande læsestof – ganske som i dag.