"Modig og meget underholdende collage af kvindeliv og kvindekamp gennem 100 år" kalder Holbaekonline.dks teateranmelder Lise Zeuthen "Lillys Danmarkshistorie". PRfoto.
Set på Roskilde Teater d. 26.10. 15. Opført på Holbæk Teater d. 27.10.15 og herefter på turné
Modig og meget underholdende collage af kvindeliv og kvindekamp gennem 100 år
Fra tyk bog til teater
Forestillingen er en modig opsætning både i form og indhold.
Daniel Wedel og Joan Rang Christensen har dramatiseret Pia Fris Laneths bog på 639 sider. En bog, der i tekst og fotos beretter den store historie i den lille. Med udgangspunkt i tre generationers kvinder, forfatteren, hendes mor og bedstemødre m.fl., udfoldes disse kvinders personlige livsforløb set i lyset af den samfundsmæssige og historiske udvikling.
Livet på landet og livet i byen, flytning fra land til by, fra husmor og gratis arbejdskraft til dobbeltarbejdende kvinde og kvinde, der tjener sine penge selv. Fælles for alle er det at være kvinde med en seksualitet og det at være hustru, elskerinde, mor – ved et uheld, efter eget ønske eller at vælge det fra. Spørgsmålet om prævention var og er skæbnesvangert i kvinders liv. Udviklingen er gået fra økonomisk afhængighed af mænd til større personlig frigørelse, men stadig med uretfærdige uligheder og nedværdigende behandling som fx når kvinder får dårligere løn end mænd for samme arbejde eller bliver udsat for voldtægt.
Alt det og meget mere er omtalt med seriøs faglig dokumentation i kombination med personlige fortællinger i den tykke bog. Hvordan kan så meget udfoldes på en teaterscene? Det kan det selvfølgelig ikke, men dramatikerne har vist mod til at træffe nogle valg, som kan ses som nedslag i de forskellige tiår eller karakteristiske strømninger i tiden.
Vurderet som forestilling som sådan, lider Lillys Danmarkshistorie måske af at ville for meget. Alt andet lige: der er fart over feltet, overgangene er fint glidende, publikum er med og bryder spontant ud i latter og klapsalver undervejs. Vi keder os ikke et øjeblik.
Collage – genre
Forestillingens form er også modig. Meget tyder på, at indholdet og den store stofmængde foruden de pågældende skuespilleres idéer og særlige kvalifikationer til sammen og sammen med instruktøren, Robert Parr, har præget formen. Det er blevet til en collage af små scener vævet ind i hinanden, uddybet og bundet sammen af musik, sang og dans samt af og til et farverigt foto som bagtæppe.
Kostumerne bidrager desværre til uklarhed med hensyn til hvem personerne er, og hvad de skal illustrere. Hver kvinde er iklædt en kjole, der repræsenterer et tiår, hvilket dog ikke er en tydelig pointe, eftersom vi er tilbøjelige til at knytte påklædning til aktuel situation, alder og personlighed. Tilskuere og skuespillere sættes på overarbejde, når vi fx skal abstrahere fra, at den midaldrende Lilly ligger syg i en 50´er balkjole, ligesom det er forvirrende, at den smarte mormor som figur aldrig når mormoralderen.
Scenografien er enkel, en række stole, der flyttes rundt efter behov. Rekvisitterne er få og lige så enkle. Meget elegant bliver et lagen fx foldet sammen til det ene nyfødte barn efter det andet, hvorefter det foldes ud og forestillingen går videre. Så let kommer de kære børn, og sådan går livet videre. Og så finurligt bruges enkle effekter på scenen.
Lad så være om det er en revy, komedie, dramadokumentar eller en hybrid. Ligesom kvindebevægelsen kom videre ved at nedbryde grænser, kan vi vel også være åbne overfor nedbrydning af dogmer om genrer?
Mand med hat
Når der indgår en mand i fortællingen, tager én af de kvindelige skuespillere en hat på og agerer mand. Alle mænd portrætteres loyalt og kærligt. For eksempel gør Henriette Rosenbeck en god figur som maskulin dansepartner, Birgitte Raaberg nyder tydeligvis at vise muskler, og Pia Rosenbaum giver den sarkastisk som mandlig politibetjent til afhøring i en voldtægtssag. Min sidemand fandt sidstnævnte satiriske tegning af betjenten distraherende for forståelsen af den alvorlige situation, mens jeg fandt den uhyre morsom. Går det an at skildre så mange rå hændelser så let og humoristisk? Jeg mener ja. På denne måde opstår en vis følelsesmæssig afstand, som gør, at vi orker at forholde os til stoffet. Bedøm selv. Måske er denne scene udtryk for usikkerhed i genre, idet den ene figur spilles som kliche og den anden som autentisk. Forestillingen slutter med sangen ”Jeg sætter min hat som jeg vil”.
Vi kender de seks kvinder
Som publikum genkender vi Lilly og de andre kvinder fra os selv, vores familie eller mennesker vi har mødt. Deres personligheder og vilkår træder frem i de mange korte scener gennem velvalgte replikker, der illustrerer normer og værdier i tiden og samtidig kommer til udtryk i tidens sange.
Kvindeliv på godt og ondt
Farmor Gudrun bor hjemme hos forældrene først med ét, så med to børn født udenfor ægteskabet, samtidig med at hun arbejder som syerske. ”Jeg er ligeglad med hvad folk tænker”, siger hun, og når det gælder pasning af børnene er svaret optimistisk: ”det finder vi ud af”. Hun afviser anbringelse på børnehjem – i første omgang. Vuggestuer og børnehaver er der ingen af. Farmor slår med nakken og går i Folkets Hus, hvor de danser og synger ”Katinka, Katinka”. Da hun bliver gift, vil hendes mand ikke lade hende arbejde ude. Det er under hans værdighed, så hun arbejder som hjemmesyerske. Krigen husker farmor som noget med grøntsager fra kolonihaven, byttehandel og sammenhold. Som illustration ses en stor dejlig have på bagvæggen. Birgitte Raaberg er strålende, frisk og slagfærdig som farmor, en optimistisk overlever.
Mormor Misse kommer ud at tjene som 14-årig og arbejder hårdt som tørvetriller, roehakker og husmandskone langt ude på heden. Hun viser de gentagne arbejdsbevægelser, så publikum forstår, hvorfor man er træt og nedslidt efter 14 timers arbejdsdag. Bagtæppet er her lilla lyng. Farmor tager livet som det kommer og passer gerne sit barnebarn, da datteren ”kommer galt af sted” og senere rejser til København for at søge arbejde. ”Behøver du skrive det?”, siger mormor til Pia, når hun finder noget pinligt ved familiehistorien. ”Hvad vil folk ikke tænke?” Pia Rosenbaum er rørende sød og naiv som den undertrykte, men også ukuelige mormor. Pia R. gør især indtryk ved sin kropslighed, som danser og sit store nærvær på scenen.
Mor Lilly tager fra det mørke Jylland og stortrivedes som cigaretpige med byens puls, biografer og dansesteder. Stemningen bliver understreget af mursten, cola og cafémiljø på bagtæppe. Selvfølgelig savner hun sin datter, ”Jeg har købt noget fint til hende.” Tiden efter befrielsen er ny og fyldt med tro på fremtiden – ligesom Lilly. ”Tag og kys det hele fra mig”, lyder sangen. Henriette Rosenbeck virker overbevisende i glæden over bylivet og fx også da hun spiller Lilly som barn. Her går hun meget belejligt ned i knæ og bliver præcis så høj som kjolen. Sidstnævnte er et eksempel på de mange små pudsigheder og koreografiske virkemidler, der gør forestillingen let.
Faster Annie fremstilles lunt af Christiane Bjørg Nielsen som ”livstykket”, der ikke vil erkende sin kræftsygdom. Forinden har Annie nået at leve sammen med tre mænd, få tre børn med to forskellige og have en række elskere. Efter min mening, kunne hun godt skue lidt op for den sexappeal, som mange mænd åbenbart er faldet for.
Christiane B. N. spiller også Far Kurt i to scener, der for mig er forestillingens mest gribende øjeblikke. Far sidder i sin bil, illustreret med et rat i hånden, lidt brummende og kejtet og får omsider fortalt Pia, at han er bange for at miste hende nu, hvor hun går på universitetet, men at han og mor elsker hende. I en anden scene, ligeledes fra sin position bag rattet, sidder far Kurt og giver udtryk for sin anerkendelse af datteren, Tina. Hun har netop fortalt, at hun arbejder som prostitueret. Han siger, at han vil komme forbi en dag – efter arbejdstid – og drikke en kop kaffe for at se, at hun har det godt. Christiane Bjørg Nielsen giver den som far Kurt, så man må knuselske ham.
Forfatteren, Pia er den gennemgående fortæller og hende, der skriver historien. Nogle gange griber hun sin computer og sørger således for overgang til næste scene, ofte i dialog med de andre 
Søster Tina er flipperen, der har været udsat for voldtægt og har svært ved at finde sin plads i livet. Tina spilles af Sanne Graulund. Det er min oplevelse, at det smertefulde og splittede i figuren med fordel kunne formidles stærkere, så tilskuerne bedre forstår, hvorfor hun drives til prostitution.
Musik og sang til hjertet
Sanne Graulund er hende, der bærer musikken og akkompagnerer flere sange. Med Sanne G. løftes de forskellige ”bands”, der spontant opstår på scenen, hvor alle griber et instrument. Vi hører fx Beatles med ”All you need is love” for fuld skrue. Publikum nyder mødet med de gode gamle sange og den intense stemning, der flyder fra den fine flerstemmige sang. Når sangene slutter bryder klapsalverne løs, og vi når lige at håbe på et par vers mere, før forestillingen går videre. Ikke mindst ”Hej søster” af Trille og ”Du er så smuk og dejlig” af Anne Linnet går lige til hjertet.
Tag ansvar
Til forestillingen i Roskilde var publikumsalderen gennemsnitligt 60+. Måske kom de ældre mennesker for at genopleve den historie, som de selv var en del af. Jeg kan dog kun anbefale, at bedsteforældrene inviterer deres børn og halvvoksne børnebørn med til de kommende forestillinger i Folketeatret og rundt omkring i landet. Lillys Danmarkshistorie sætter fokus på undertrykkelse, men også sammenhold og kærlighed og lægger op til en historisk forståelse af, at vi kun har vundet bedre levevilkår og mere frigørelse ved, at andre før os har taget ansvar og gjort deres. Vi står på ryggen af de andre. Og er der ikke stadig meget at kæmpe for? Stilfærdigt opfordrer Lilly og co. til at spørge os selv og hinanden om, hvad vi vil med de næste 100 år.
Hvor modigt – og nødvendigt – med et (meget underholdende) politisk opråb i en tid, hvor det er god tone at stræbe mest efter effektivitet i konkurrencestatens tjeneste.
Lillys Danmarkshistorie
Efter Pia Fris Laneths bog, Lillys Danmarkshistorie
Medvirkende: Pia Rosenbaum, Birgitte Raaberg, Henriette Rosenbeck, Christiane Bjørg Nielsen, Tanya Lund Andersen og Sanne Graulund
Dramatisering: Daniel Wedel og Joan Rang Christensen
Instruktuion: Robert Parr
Scenografi: Søren Glad
Koreografi: Esa-Tuomas Alanne
Kapelmester: Sanne Graulund
Lyddesign: Jakob Ramskov-Pørtner
Lysdesign: Martin Braad
