Næste fredag er den store begivenhed på øen: Oktoberfest i Orøhallen. Den aften bliver der bl.a serveret øl fra Bryggeriet Erdinger i Bayern i Sydtyskland. Efter sigende skulle der blive serveret mere end 6 millioner glas fra dette bryggeri under oktoberfesten i München.
Men hvordan smager den så?. Smag og behag er jo forskellig, så det kan være svært kun at beskrive med ord. På etiketten står der bl.a.: Farven er mørkebrun, og skummet cremet hvidt. Smagen er fyldig og frisk med toner af chokolade. Den fås også i en hvid udgave.
Vigtig undersøgende journalistik
Som god undersøgende journalist, har vor medarbejder på Orø med egne smagsløg, grundigt undersøgt den tyske øl på læsernes vegne. Og den bekom ham vel.
Vor medarbejder smagte øllen på flaske, men til oktoberfesten serveres øllen u-pasteuriseret fra fad.
Men nu skal man jo ikke altid ukritisk tage journalistens ord for gode varer, så har man lyst, kan man selv prøvesmage øllen i dag fredag ved Dagli’Brugsen på Orø mellem kl. 15.00 og 17.00. PROST!