22. november 2024

Kamerafolkene fra TV Sydsjælland i arbejde med optagelserne, der på grund af voldsom regn måtte rykke indendørs. PRfoto.

Kamerafolkene fra TV Sydsjælland i arbejde med optagelserne, der på grund af voldsom regn måtte rykke indendørs. PRfoto.
Kamerafolkene fra TV Sydsjælland i arbejde med optagelserne, der på grund af voldsom regn måtte rykke indendørs. PRfoto.
Sækkepiberne og trommerne i Holbæk Pipe Band hører til blandt de bedste i Danmark. Så sent som i sommer vandt Holbæk-bandet det åbne skandinaviske mesterskab i march i klassen ”Grade 4” og, som vi tidligere har skrevet, så deltog Holbæk Pipe Band i den forgangne weekend ved Trebsen Highland Games.

Nu kommer der et helt TV-program om Holbæk Pipe Band, når Lokalkanalen på torsdag sender programmet ”Skotter” fra Holbæk. Lokalkanalen kan ses i hele Region Sjælland fra Sjællands Odde i nord til Gedser og Nakskov i syd.

Programmet viser prøver på de repertoire, bandet arbejder med, men præsenterer også de instrumenter, der spilles på. Ligesom man også kommer ind på mulighederne for at komme med i bandet. Det beskrives også, at alle faktisk kan lære at spille på trommer eller sækkepibe, fordi bandet har deres eget elevprogram, hvor der ikke kræves tidligere musikalske kundskaber.

Optagelserne er foretaget i Holbæk, men på grund af et voldsomt regnvejr på optagedagen, måtte optagelserne flyttes inden døre. Her stillede virksomheden EG Retail & Media, Møbelgruppen, i udkanten af Holbæk velvilligt firmaets kantine til rådighed.

Kilten er ikke hverdag
Seerne vil bemærke, at bandet ikke hele tiden optræder i de flotte skotske uniformer med vest, knæstrømper og kilt, men i dele af programmet i ganske almindeligt tøj, som i øvrigt er den mest udbredte påklædning, når Holbæk Pipe Band mødes og øver.

Det er ikke som ved et spejdermøde, i hjemmeværnet eller andre steder, hvor man skal klæde sig om til uniform for at deltage i et almindeligt møde. På den måde bliver det skotske antræk også så meget festligere, når det bliver taget frem til særlige arrangementer eller konkurrencer.

Men selvfølgelig spiller bandet også i de flotte skotske uniformer i programmet.

Programmet giver i øvrigt også forklaringen på netop den tartan (mønsteret), der er valgt i kilten til Holbæk Pipe Band.

Blandt de numre, man vil kunne høre i programmet, er ”Scotland the Brave” og – selvfølgelig, fristes man til at sige – ”Amazing Grace”, men også en såkaldt ”Drum salute”, hvor det kun er bandets trommer, der spiller og jonglerer med trommestikkerne..

Programmet er produceret af TV Sydsjælland og sendes torsdag den 24. september kl. 21.30 og genudsendes fredag den 25. september kl. 08.30 og kl. 15.00.

Lokalkanalen kan modtages med egen antenne eller boxer, samt i antenneforeninger, kabeltv og fællesantenneanlæg.

1 thought on “Holbæk Pipe Band i TV

Comments are closed.