Byrådet uddeler 100.000 kroner til projekter om integration og kulturkendskab. Pengene fordeles ved simpelt flertal blandt fremmødte borgere.
Den såkaldte borgbudgetterings-model tages i brug igen, når byrådet i efteråret vil bruge 100.000 kroner på forskellige frivillige integrationsprojekter. Otte grupper af borgere har allerede vist interesse for de 100.000 kroner.
– Integration er en opgave, vi som kommune hverken kan eller skal løse alene. For integration bliver først rigtig vellykket, når naboen, kollegaen eller en lokal ildsjæl byder sig til og hjælper en flygtning eller indvandrer med at falde til, siger Michael Suhr, der er formand for Holbæk Kommunes Demokratieksperimentarium og fortsætter:
– Det er rart at se, at der er interesse for at bidrage, men jeg håber, at mange flere melder sig på banen. Har man en god idé – stor eller lille – er det bare med at komme ud af busken. Med denne model kan man hurtigt komme fra idé til handling, og det kræver ikke særlige kundskaber at deltage, siger han og påpeger, at kommunens fælles-skabere gerne hjælper, hvis man har brug for sparring til idéudvikling eller projektbeskrivelse.
Simpelt stemmeflertal om pengefordeling
Vil man vil forsøge at få del i de 100.000 kroner, skal man indsende en beskrivelse af sit projekt til Holbæk Kommune senest den 14. september. Herefter bliver man inviteret til et fælles arrangement, der foregår søndag d. 27. september og her bliver alle projekterne fremlagt. På mødet kan alle borgere i Holbæk Kommune deltage, og de får hver især en stemmeseddel til at angive, hvilket projekt, de tror mest på. Projekterne med flest stemmer får del i de 100.000 kroner.
– Vi politikere har sat rammen, men det er borgerne, der bestemmer, hvem der skal have pengene at arbejde med. På den måde håber vi, at pengene kommer til at gøre mest mulig gavn, forklarer Michael Suhr.
Man kan søge penge til alle idéer og projekter, som bidrager til kulturkendskab, fællesskab, tilknytning til arbejdsmarked, sprogfærdigheder eller demokratiforståelse hos flygtninge og indvandrere. Der kan ikke søges penge til private virksomheder eller projekter med privat vinding.