Fredag aften kort efter klokken 18 blev en 30-årig mand fra Vipperød anholdt og sigtet for flere lovovertrædelser.
En politipatrulje observerede en bil, som kørte på Jyderupvej i Ruds-Vedby. Betjentene standsede bilen og konstaterede hurtigt, at føreren – en 30-årig mand fra Vipperød – var påvirket, hvilket en narkometertest, ifølge politiet, også klart viste.
Da patruljen tjekkede bilens nummerplader viste de sig at været stjålne, ligesom der inde i bilen lå en lille trææske med 4 gram hash og en lommekniv med for lang bladlængde.
Den 30-årige mand blev herefter anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand, kørsel i uindregistreret bil og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og våbenloven samt et par andre færdselsovertrædelser.
Bilen blev i øvrigt beslaglagt.