DSB bad torsdag aften politiet om hjælp til at finde ud af identiteten på to mandlige passagerer, som ikke havde nogen billet og som ikke ville fortælle DSB-personalet hvem de var.
Politiet kørte til Holbæk Station, hvor betjentene fik kontakt til to mænd, der på trods af flere anmodninger og oplysning om forpligtelsen i retsplejeloven til at oplyse navn og adresse, stadig ikke ville fortælle hvem de var.
De blev derfor begge anholdt og bragt til politistationen i Roskilde, hvor politiet efter et par timer fik deres identitet fastlagt. De viste sig at være 17 og 18 år og fra Frederiksværk. Begge blev sigtet for overtrædelse af retsplejeloven ved at nægte at oplyse deres identitet på politiets anmodning. Efter endt sagsbehandling løslod politiet dem og gav deres identitet videre til DSB, så der kunne udstedes en kontrolafgift for kørsel i toget uden billet.