22. november 2024

Søndag kort før klokken 18 standsede politiet en uindregistreret motorcykel på Omfartsvejen ved Ringstedvej.

Føreren af motorcyklen – en 25-årig mand fra Sorø kunne ikke vise noget kørekort til politiet, fordi han var frakendt førerretten.

Under samtalen bemærkede politiet, at han var påvirket af spiritus. En alkometertest bekræftede, at han var mere påvirket end tilladt, så han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Da den 25-årige flere gange tidligere var blevet sigtet for kørsel i frakendelsestiden, beslaglagde politiet hans motorcykel med henblik på senere konfiskation. Han vil derfor blive indkaldt til et retsmøde, når straffesagerne og spørgsmålet om konfiskation skal afgøres.