23. november 2024

I sidste uge indviede Holbæk Sygehus et nyt selvbetjent dialyseafsnit. Nu kan 20 brugere være i selvbetjent dialyse, det er en fordobling i forhold til sidste år.

Med selvbetjent dialyse kommer patienten til behandling hyppigere, typisk fem gange om ugen. Den hyppige rensning af affaldsstoffer i kroppen giver en række fordele, og behandlingen giver bedre livskvalitet og velbefindende. Patienterne kommer næsten dagligt og opholder sig i afsnittet cirka fire timer ad gangen. Derfor tilbyder det nye Selvbetjent Dialyseafsnit forhold med god plads, lyse lokaler og mulighed for træning, ophold og tv.

Dialysepatient Jette Enggrob Hansen kan godt se fordelene ved den selvbetjente dialyse:

– Den ekstra tid, man bruger i dialysebehandlingen, er absolut investeringen værd. Efter jeg er gået fra behandling tre gange om ugen til nu fem gange, er jeg klart mere frisk. Det er ikke nær så hårdt for min krop, nu hvor den har så mange timer til at blive renset, så ophober der sig ikke så mange affaldsstoffer.

Regionsrådsformand Jens Stenbæk, som var med til at indvie det nye afsnit, ser selvbetjent dialyse som et rigtig godt eksempel på Region Sjællands vision om patienten som partner:

– Her på dialyseafsnittet er det en vigtig opgave at støtte og vejlede den nyresyge person til at bevare så selvstændigt og meningsfuldt et liv som muligt. Med selvbetjent dialyse bliver patienten en samarbejdspartner i egen behandling. Sådan vil vi gerne arbejde mere i fremtiden.

Patienterne skal selv varetage dialysen. Det sker under supervision af et fast team af specialuddannede sygeplejersker. Og efter 12 ugers oplæring, skal patienten selv lave det praktiske arbejde i forbindelse med dialysen; blandt andet opsætte og klargøre maskinen, måle blodtryk og tage medicin.

Mere fleksibilitet i fremtiden
Vicedirektør Aase Bjerring har forventninger om at gøre behandlingen endnu mere fleksibel i fremtiden:

– Vores ambition er på sigt at gøre den selvbetjente dialyse endnu mere brugerdrevet, så den kan passe ind som en naturlig og fleksibel del af en brugers hverdag, sådan at den nyresyge kan tilgodese andre dele af livet. Mere selvbestemmelse giver mere viden, interesse og dialog med os på sygehuset.