22. november 2024

Der indføres rabat på udvalgte afgange med Orø-Holbæk færgen. Arkivfoto: Rolf Larsen.

Der indføres rabat på udvalgte afgange med Orø-Holbæk færgen. Arkivfoto: Rolf Larsen.
Der indføres rabat på udvalgte afgange med Orø-Holbæk færgen. Arkivfoto: Rolf Larsen.
Fremover bliver det billigere, at sejle med Orø-Holbæk færgen på udvalgte afgange i vinterperioden.

Da Udvalget for Klima og Miljø i marts måned behandlede et forslag til rabatordning til alle pensionister der benytter Orøfærgen, blev administrationen også bedt om at udarbejde forslag til en rabatordning på Orøfærgens afgange med lav belægning.

Administrationen har gennemgået passagertallene for Orøfærgen de seneste par år og har ikke umiddelbart fundet et mønster, som gør, at man på årsbasis med sikkerhed kan udpege faste afgange med lav belægning. Det fremgår af referatet fra Udvalget for Klima og Miljøs møde i mandags.

Tallene viser, at færgens hovedindtægtskilder er sommersæsonens turister. Der er høj belægning i alle ferieperioder. Det gælder både i påske, pinse og andre helligdage og skoleferier.

Fra medio juni til medio august er indtægterne fra billettering 2,5-3 gange højere end i fx januar.

Passagertal for juli 2014 er 14.819 passagerer og 2.791 biler, for oktober 2014 er tallet 7.426 passagerer og 2.055 biler, og for januar 2015 er tallet 5.430 passagerer og 1.737 biler.

Ud fra et driftsøkonomisk perspektiv er det af største vigtighed for Orøfærgens indtægter, at der er plads til de turister, som betaler fuld pris.

Rabat morgen og eftermiddag
På baggrund af tallene besluttede Klima og Miljøudvalget i mandags derfor, at der indføres rabat svarende til turkortsprisen (20-turskort) på de afgange, som har lavest belægning. Det betyder, at der fra 1. november til 1. marts gives rabat på afgangene fra Holbæk til Orø kl. 6.35 og kl. 7.45 og fra Orø til Holbæk kl. 17.30 og kl. 18.40.

Ordningen gælder i en prøveperiode indtil den 1. marts 2016, hvorefter den vil blive evalueret