22. november 2024

Niarn fortalte om sit alkohol- og stofmisbrug for mere end 300 unge i Holbæk. Og der blev ikke lagt fingre imellem. foto: Alex Christensen.

Niarn fortalte om sit alkohol- og stofmisbrug for mere end 300 unge i Holbæk. Og der blev ikke lagt fingre imellem. foto: Alex Christensen.
Niarn fortalte om sit alkohol- og stofmisbrug for mere end 300 unge i Holbæk. Og der blev ikke lagt fingre imellem. foto: Alex Christensen.
Mere end 300 elever fra EUC Nordvestsjælland, Produktionsskolen Holbæk og Produktionsskolen NV-PRO hørte onsdag formiddag den kendte rapper Niarn tale om sit tidligere alkohol- og stofmisbrug.

Bag arrangementet, der blev holdt på Holbæk Teater, stod Ung & Rus i Center for Misbrug.

I foredraget fortalte han om sit mangeårige forhold til alkohol, nedture og indlæggelsen og der blev ikke lagt fingre imellem.

Niels Roos – levede i mange år et liv som den feterede rapper Niarn med udsolgte koncerter og topplaceringer på landets hitlister. Men bag facaden kæmpede Niels med et enormt alkohol- og stofmisbrug, der kulminerede med en indlæggelse på Hvidovre Hospital for to år siden. Diagnosen lød på betændelse i bugspytkirtlen forårsaget af mange års alkoholmisbrug. Den kendte rapper var i overhængende livsfare og tilbragte 10 dage på intensiv afdeling, hvorefter han blev overflyttet til Gastroenheden, hvor han tilbragte yderligere 20 dage.

Efter indlæggelsen brugte Niels et år på at finde tilbage til livet, nu som ædru alkoholiker, og besluttede i denne proces at lægge karrieren som Niarn på hylden, hvilket han meddelte i et intervew med Aftenshowet i september 2014.

Han har nu valgt at dele sin historie i et foredrag. En historie, han mener, er relevant for nutidens alkoholkultur i Danmark:

– I Danmark er alkohol en stor del af vores kultur og en naturlig del af vores sociale samvær, men der er utrolig mange som mig, hvor drikkeriet tager overhånd og ender med at ødelægge alt. Vi glemmer ofte, hvor farligt alkohol egentlig er.

Niels håber, at hans historie kan hjælpe andre mennesker, der misbruger alkohol, samt folk der har pårørende, venner, kolleger eller andre bekendte, der lider af alkoholisme.

– Jeg synes min historie er relevant, da det er historien om festen, der løb af sporet. Jeg er ikke den typiske alkoholiker, jeg levede en drengedrøm, der pludselig blev til et mareridt. Alkoholisme kan ramme alle, derfor er det vigtigt at oplyse om denne sygdom, som over 200.000 danskere lider af.