Det gik stærkt for DSU’erne med at kapre lygtepælene, da statsministeren onsdag formiddag udskrev valg.
Medhjælperne fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU, var efter eget udsagn først med at få deres lokale kandidat – Kaare Dybvad – op i lygtepælene i Holbæk by.
Og en ting kan man forvisse sig om ved onsdag aften at bevæge sig rundt i Holbæk: Kaare Dybvad er den politiker som hænger i flest lygtepæle. I enkelte lygtepælene hænger han endda flere gange.
Kaare Dybvad vil, sammen med de andre folketingskandidater hænge i lygtepælene indtil valget den 18. juni – og nok lidt længere. For det går sjældent ligeså hurtigt med at hive plakaterne ned igen, som det gik med at få dem op.