23. november 2024

En 37-årig mand fra Eskbejerg måtte søndag eftermiddag vinke farvel til sin knallert efter politiet havde beslaglagt den.

Historien startede da færdselspolitiet søndag klokken 15.45 standsede den 37-årige, da han kom kørende ad Kalundborgvej i Jyderup på en 45-knallert, som han havde fjernet nummerpladen fra.

Den 37-årige var både påvirket af spiritus og frakendt kørekortet, som kræves for at køre på 45-knallert. Han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel samt kørsel i frakendelsestiden på knallerten.

Efter at have fået udtaget en blodprøve og være blevet afhørt til sagerne, blev den 37-årige løsladt. Han må fremover færdes uden knallert, for den beslaglagde politiet fordi den 37-årige tidligere er blevet afsløret i at køre i både spirituspåvirket tilstand og i frakendelsestiden.

Han kan nu se frem til at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham samt spørgsmålet om konfiskation af knallerten skal afgøres.