Holbæk B&I fik tre vigtige point, da holdet i dag vandt over Nykøbing FC.
268 tilskuere var mødt frem på Holbæk Stadion for at bruge et par timer 2. påskedag på at se fodbold.
Fra starten var det gæsterne fra Nykøbing FC, der havde kontrollen med bolden – og kampen. Allerede i 2. minut havde gæsterne en lille chance, der blev sendt til hjørne.
Efter et par chancer mere til gæsterne, var det i 10. minut Holbæk B&I’s tur til at få en chance. Som med gæsternes var det en lille chance, de rendte med at gå til hjørn.
Den første reelle chance fik NFC i 15. minut, da holdet fik et hjørnespark. Bolden blev sparket ind over og endte med at blive skud direkte mod mål. Heldigvis for hjemmeholdet, var Nicky Jensen på sin plads i målet og greb bolden.
med 13 minutter igen af 1. halvleg fik gæsterne tilkendt et frispark, som blev skudt flot af mod Holbæks mål, men bolden endte i nettet over målet.
I de sidste minutter af 1. halvleg havde Holbæk B&I et par små chancer, der dog begge endte med at blive taget af Nykøbings målmand, Rasmus Kurek Corneliussen.
Dermed kunne de to hold gå til pause uden en eneste scoring.
Cheftræner Stefan Håkansson har formentlig talt med store bogstaver i omklædningsrummet under pausen. Det var tydeligt, at han ikke var tilfreds med de blå/hvides indsats i 1. halvleg, så det har han sandsynligvis ikke undladt at fortælle sine spillere.
Det var da også et lidt mere skarpt Holbæk-mandskab, der løb på banen til 2. halvleg. På trods af, at gæsterne også kom bedst fra de første minutter efter pausen, så begyndte hjemmeholdet at presse gæsterne.
Efter et kvarters spil havde Holbækkerne haft tre små chancer. I 69. minut var det så lige ved og næsten. Et godt opspil ind i modstandernes felt og godt timet skud mod målet og en chanceløs målmand.. men bolden trillede lige forbi stolpen – til stor ærgelse for de fremmødte Holbæk-fans.
Men så i 73. minut sendte Mikkel Vestergård bolden i Nykøbings mål og bragte dermed Holbæk foran 1-0.
Og så holdt Holbæk ellers godt fast på bolden og selvom gæsterne gjorde flere hæderlige forsøg, lykkedes det dem ikke, at skabe flere gode chancer selv. En enkelt chance fik de dog i overtiden, da de blev tilkendt et frispark. Bolden blev sparket direkte mod målet, men i stedet for at gå ind og udligne, så fortsatte bolden hen over Holbæks mål.
Kampen sluttede med en 1-0 sejr til Holbæk B&I, som dermed høstede tre vigtige point til den samlede stilling, hvor holdet kæmper om at få lov til at blive i 2. division i næste sæson.
Kan du ikke se slideshowet herover? – så klik her.