23. november 2024

Vi har netop fået en god nyhed. Ovenpå lang tids usikkerhed om Tølløsebanen, så har regeringen sløjfet planerne om at lave om på regionernes tilskud til privatbanerne, som det ellers var aftalt med Danske Regioner. I stedet fastholdes den nuværende støtte i første omgang, og det betyder, at Tølløsebanen bliver reddet på målstregen.

Jeg har sammen med mange andre gode kræfter været meget aktiv i kampen for en bevarelse af Tølløsebanen, fordi det er afgørende med en god infrastruktur, hvis folk skal kunne bo og arbejde her i vores område. Vi skal med andre ord bruge kræfterne på at udvikle og investere i vores trafikale forbindelser. Ikke det modsatte. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi er lykkes med at sikre, at tilskuddet til Tølløsebanen fortsætter som før.

Passagertallet på Tølløsebanen er steget år for år de seneste år, og jeg synes, det taler for sig selv, at hele 434.189 passagerer hoppede på toget på Tølløsebanen sidste år. Det vidner om, at vi har en togbane, som bliver brugt af rigtig mange, der skal til og fra arbejde og uddannelse, og som er afhængige af en stærk kollektiv transport i hverdagen. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu kan ånde lettet op over, at Tølløsebanen kan køre videre til gavn for borgere, virksomheder og hele Sjælland. Kampen slutter ikke her, fordi vi stadig mangler at se, hvordan den endelige tilskudsmodel bliver sat sammen, men første slag er vundet. Tak til alle jer, der har været med i kampen for at bevare vores Tølløsebane.

Venlig hilsen
Rasmus Horn Langhoff, MF (S)

Formand for Folketingets Transportudvalg