Orø har en informationsskærm – men den er gået i sort.
Som vi har skrevet mange gange her på Holbaekonline. dk om Orø: Det går ikke så stærkt her på Orø, men det går. Men alligevel…
I Dagli’Brugsen hænger der. lidt skjult, en fladskærm på væggen ved vinduet. Men det er ikke bare en fladskærm – det er en såkaldt informationsskærm, dvs. den har indbygget en computer.
Sådanne skærme hænger mange steder rundt på biblioteker, supermarkeder, offentlige institutioner m.m. og her kan folk så læse relevante informationer om dette og hint.
Der skal selvfølgelig være nogen som fodrer dem med disse oplysninger og i Orøs tilfælde, er der ikke nogen som gør det.
Dagli’Brugsen har købt skærmen for flere måneder siden af Orø kro, men ellers har den bare hængt uden at være i brug.
Den kunne ellers bruges til at informere orøborgerne, sommerhusgæster og turister, om de forskellige arrangementer, der sker på Isefjordens Perle, gode tilbud fra butikker, gårdbutikker, spisesteder m.m. Det kunne måske være med til at tynde lidt ud i de mange opslag på opslagstavlen.
Brugsen har som sagt betalt den, men det er vel næppe Brugsuddeleren som skal fodre “dyret” med informationer.
Det fungerer fint mange steder også i flere lokalsamfund i Holbæk. Men hvorfor det ikke er kommet i gang på Orø undrer Deres udsendte. Jeg selv har et rimeligt hurtigt net, men det kan selvfølgelig være der hvor fodringen skal ske, at netforbindelsen og softwaren ikke er opdateret. I hvert fald kiggede Ø-konsulenten på informationstavlen før jul, men siden er der tilsyneladende intet sket.
Nu kommer de første sommerhusgæster snart, vi nærmer os påske, men måske kan en sådan lille artikel som denne sætte lidt gang i foretagenet.