23. november 2024

I en tid med lukninger af skoleafdelinger og et byråd, som har besluttet at udgifterne til børne-ungeområdet skal være mindre, har kommunen indkaldt til debat om fremtidens skoler og børnehuse.

I løbet af de kommende 14 dage vil der være debatarrangementer i hvert af de otte skoledistrikter og hos Holbæk Kommune håber man, at mange har lyst til at komme forbi og give deres besyv med.

Baggrunden for debatarrangementerne er den omstilling, der er i gang på børne- og ungeområdet. En omstilling, hvor større og bedre udskolingsmiljøer er i fokus ligesom sammenlægninger af skoler og børnehuse kan blive et vigtigt element.

– Vi bliver nødt til at lave en omstilling, der kan frigøre ressourcer. Hvis vi ikke gør det, kan det komme til at gå ud over kvaliteten i skoler og børnehuse. Og det vil vi ikke. Vi er stålsatte på, at vores børn og unge skal trives og lære mere, siger det socialdemokratiske byrådsmedlem Lars Dinesen, der er formand for Udvalget for Børn.

Byrådet har besluttet, at borgerne – og ikke byrådspolitikerne alene – skal løse opgaven gennem to arbejdsgrupper – de såkaldte omstillingsgrupper, hvortil man har inviteret medarbejdere, borgere, erhvervslivet og ungdomsuddannelserne til at deltage.

Den ene gruppe har fokus på, hvordan kommunen kan skabe økonomisk og fagligt bæredygtige skoler og børnehuse. Mens den anden gruppe arbejder med emnet Større og bedre udskolingsmiljøer. Venstres byrådsmedlem Rasmus Brandstrup Larsen, der også sidder i Udvalget for Børn, er formand for den sidste omstillingsgruppe. Og han er rigtig glad for, at borgere og medarbejdere har lyst til at være i gruppen:

– Vi har en ambition om, at flere af vores unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Derfor bliver vi blandt andet nødt til at se på, om vi kan skabe nogle endnu bedre udskolingsmiljøer. Vi har inviteret medarbejdere, forældre, erhvervslivet, ungdomsuddannelserne og andre borgere med ind i omstillingsgrupperne, fordi vi tror på, at det er i fællesskab, at vi finder de bedste løsninger for børn og unge.

Holder fast i sammenlægninger af skoler og børnehuse
En del af gruppernes arbejde har været at kvalificere emnerne, så de kan bringes ud til bred debat. Til debatten har grupperne derfor lavet et debatoplæg, der handler om, hvilke muligheder og opmærksomhedspunkter, der er i forhold til større og bedre udskolingsmiljøer og større skoler og børnehuse.

Lars Dinesen understreger, at byrådet indtil nu kun har besluttet, at der skal findes penge på børne- og ungeområdet, og ikke hvordan de skal findes:

– Grunden til, at vi i debatoplægget fokuserer på at sammenlægge skoler og børnehuse, er, at det kan frigøre nogle af de ressourcer, vi har brug for. Hvis det er den vej byrådet vælger at gå, bliver det afgørende, at vi gør det på en måde, så børnene trives i de større omgivelser og samtidigt lærer mere, siger han.

Begge politikere understreger, at det er helt i orden, hvis borgerne mener, at større enheder ikke er vejen frem. De opfordrer også disse borgere til at møde op til et af debatarrangementerne:

– Vi politikere vil rigtig gerne i dialog med forældre og andre borgere. Lad os få de forskellige synspunkter på bordet, så vi kan tage debatten. Vi er åbne over for andre veje end den mod større skoler og børnehuse. Så længe den er rettet mod at løse vores økonomiske udfordringer, samtidigt med at vi gør vores børn og unge dygtigere, siger han.

Til juni tager byrådet stilling til omstillingsgruppernes anbefalinger. Herefter vil det, byrådet beslutter, blive sendt ud i høring hos blandt andet forældrebestyrelser.