22. november 2024

Holbæk Kommune er gået sammen med syv andre sjællandske kommuner for at få tilbud på botilbudspladser for voksne autister og domsanbragte udviklingshæmmede.

– Det er første gang, at man på den måde har udbudt botilbudspladser til denne gruppe af borgere, siger Kenn Thomsen, der er direktør i Holbæk Kommune.

Udbuddet betyder, ifølge en pressemeddelelse fra Holbæk Kommune, at sagsbehandlerne får lettere ved at vurdere kompetencerne og udgifterne til de ni bosteder, der har vundet udbuddet.

– Vi har vægtet pris og kvalitet ligeligt i udbuddet. Det betyder, at budgiverne har skullet vise, hvad de kan tilbyde borgerne, og sætte en fast pris. Den gennemsigtighed betyder, at vi bedre kan matche borgerne med det helt rette tilbud. Samtidig er vi sikre på, hvad vores udgift er som kommune, siger direktør i Holbæk Kommune Kenn Thomsen, der samtidig understreger, at det er borgernes behov, der afgør valget af botilbud.

– Nu som tidligere er det borgernes behov, der kommer først. Derfor er man heller ikke forpligtet til at bruge de ni leverandører, hvis ikke de har de rette kompetencer. Forskellen er, at man altid skal beskrive baggrunden, hvis man vælger et alternativ, siger Kenn Thomsen.

Den nye aftale får ikke betydning for borgere, som i dag bor i andre botilbud.

De otte kommuner, der har gennemført udbuddet på nuværende tidspunkt er Solrød Kommune, Odsherred Kommune, Lejre Kommune, Slagelse Kommune, Køge Kommune, Faxe Kommune, Næstved Kommune og Holbæk Kommune.

Der vil i kontraktperioden være mulighed for, at flere af de i alt 16 kommuner i Fællesudbud Sjælland kan tilslutte sig udbuddet.