Togtrafikken er igen kommet igang efter to mænd ved 17-tiden blev ramt af et S-tog ved Høje Taastrup.
Begge mænd blev kørt til Rigshospitalet med politieskorte. Den ene er siden afgået ved døden. Den anden er stabil og uden for livsfare.
Mens redningsmandskab og politi arbejdede på stedet, var togtrafikken standset mellem København H og Høje Taastrup i to timer. Det betød bl.a. at toget til Holbæk/Kalundborg kørte til og fra Høje Taastrup.
Nu er arbejdet færdigt på ulykkesstedet, og togtrafikken kører igen efter at være standset i to timer.
– Det er en tragisk ulykke, og vi undersøger nu de nærmere omstændigheder, siger vagtchef ved Københavns Vestegns Politi politikommissær Kim Svenningsen.
Han tilføjer, at de kvæstedes identitet endnu ikke er fastlagt, men at det efter alt at dømme drejer sig om to mandlige turister i 30’erne fra et sydamerikansk land.