Julen står for døren og det betyder, at mange af os er væk i kortere eller længere tid. Men mens vi holder fri og nyder julen – så er der indbrudstyvene på “arbejde”. Vi giver her en række gode råd til, hvad du kan gøre for at holde indbrudstyvene ude af dit hjem.
Ifølge GF Forsikring, så blev knap 42.000 danske hjem ramt af indbrud sidste år, alene i årets sidste tre måner var der 13.500 indbrud.
– Men man kan selv gøre en indsats for at minimere risikoen, fortæller Riccardo Krogh Pescatori, kommunikationskonsulent hos GF Forsikring.
– Det handler om, at få huset til at se beboet ud, når man ikke selv er hjemme, siger Riccardo Krogh Pescatori og kommer med følgende råd:
– Der er mange måder at gøre det på. Det er altid godt med tændt lys, og her kan man bruge tidsindstillede kontakter, så lys og lamper tændes og slukkes på bestemte tider af døgnet. Samtidig er et godt våben mod indbrud naboens årvågenhed, og det er lige før, at en opmærksom nabo er det vigtigste.
Han anbefaler også, at man får naboen med “på legen”:
– Lav aftaler med hinanden, så det ser ud, som om der er aktivitet.
– Det handler både om, at man lige holder øje med naboens hus, men også, at man som udrejsende får sin nabo til at parkere bilen i indkørslen. Så ser det i hvert fald ud, som om der er nogle hjemme, lyder et af flere råd fra Riccardo Krogh Pescatori, som samtidig anbefaler, at man står sammen i nabolaget, slutter Riccardo Krogh Pescatori.
Ifølge Det Kriminalpræventive Råd kan indbrudsfrekvensen sænkes med en fjerdedel ved organiseret nabohjælp og sidegevinsten er i den forbindelse, at naboer vil opleve en større grad af tryghed.
Gode råd til at stoppe indbrudstyven:
– Sørg for at alle vinduer er lukkede og forsvarligt tilhaspede.
– Udskift låsene hvis de er gamle og nemme at bryde op.
– Sørg for at der også er låse på indersiden af fx terrassedøre. Tyven har ofte brug for flere flugtveje.
– Installér tænd/sluk-ure i boligen.
– Fortæl naboerne at du er bortrejst. Giv dem dit telefonnummer; og få naboen til at holde øje med dit hus.
– Få naboerne til at bruge din indkørsel og tømme din postkasse.
– Lås alle haveredskaber og andet værktøj forsvarligt inde, mens du er bortrejst.
– Skriv aldrig på din Facebook-profil at du er bortrejst, da tyven kan kigge med. Vær også varsom med at bruge applikationer som “places” på Facebook, som afslører, hvor du er henne i verden.